Kommende sygeplejersker skal lære om alternativ behandling: Anisa tager på sommerskole i Kina

Et uddannelsesophold i Beijing gør, at eleverne bliver bedre til at reflektere. Det oplever deres danske uddannelsessted.

Sygeplejestuderende, Anisa Derlic, tager bruger to ugers sommerferie på at tage på sommerskole i Kina og studere alternativ behandling. (Foto: Scanpix/privat)

Urter, nåle og usynlige energibaner i kroppen.

En gruppe sygeplejersker og fysioterapeutstuderende rejser til Kina for at studere alternativ behandling.

Her skal 20 elever fra VIA University College i Region Midtjylland 14 dage på sommerskole. Én af dem er Anisa Derlic fra Holstebro.

- Kinesisk kultur lyder meget indbydende og spændende, og så har jeg også en interesse inden for helse og alternativ behandling. Så det er de to aspekter, jeg går ind til det her med, siger hun til DR Midt & Vest.

Hun mener, der er plads til at tænke i alternativer måder at behandle på i stedet for med piller.

- Selve tankegangen om, at det ikke kun er medicin, man kan behandle med, men at der også kan være non-farmakologiske tiltag og alternative behandlingsformer - den kan jeg godt lide, siger Anisa Derlic.

Reflekterer over kulturen

Den kinesiske medicin bruges sjældent i det danske sundhedsvæsen.

Alligevel mener uddannelseschefen hos Via University College, Karen Frederiksen, at de unge vil have godt af at opleve et syn på sygdom og sundhed, der er radikalt anderledes end det vestlige.

- Noget af det, vi ved, de lærer fra denne sommerskole, er at reflektere over den kultur, de selv kommer fra. Så de lærer noget og undres og bliver bedre til at begå sig internationalt, siger Karen Frederiksen.

Og selv om behandlingen i Danmark er evidensbaseret, har vi efterhånden vænnet os til, at der sniger sig alternativ behandling ind.

- Akupunktur er en del af den traditionelle kinesiske medicin, og den er jo meget implementeret og anerkendt i dag i forhold til smertebehandling. Så jeg vil ikke udelukke, at vi ser mere alternativ behandling i fremtiden, siger Karen Frederiksen.

De studerende betaler selv for rejsen, mens VIA's samarbejdspartner - Beijing City University - sponserer undervisningen.

Facebook
Twitter