Kommune gik for langt i bæredygtighedens navn: Lavede ulovlig grøn guide

Herning Kommune uddelte en guide til køb af alternativer til plastik, som var ulovlig.

De bæredygtige produkter, som de reklamerer for i guiden, har været udstillet flere steder i kommunen. (Foto: Line Thastum)

Køb dine vatpinde hos Helsam, dine opvaskebørster hos Blindes Arbejde og din sæbe hos Suztain, hvis du vil være mere miljørigtig.

Med disse råd har Herning Kommune været lidt for ivrig i bæredygtighedens tegn. For selvom langt de fleste er enige i, at det er godt at have fokus på, hvordan man kan medvirke til en grønnere fremtid, kan det blive en tand for meget.

Kommunen har siden sidste år uddelt en guide til navngivne forhandlere, som sælger specifikke produkter som naturskuresvampe, karklude af naturfibre og alternativer til plastik.

- Det var for at være borgervenlig, når hr. og fru Jensen kom og spurgte, hvor de kunne købe for eksempel en bambus-tandbørste, siger Joan Hansen (V), der er formand for kommunens teknik- og miljøudvalg.

Men guiden er ulovlig. Ifølge Sten Bønsing, der er professor i forvaltningret på Aalborg Universitet, er det nemlig ikke tilladt for kommuner at fremhæve butikker og producenter over andre.

- Dermed giver kommunen virksomheder en særlig fordel i modsætning til konkurrenter, og det er ulovligt, siger Sten Bønsing.

Guiden bliver ændret

De ansatte i Herning Kommune troede ikke, guiden var ulovlig, fordi den ikke var offentlig tilgængelig på deres hjemmeside, men kun blev uddelt i trykt materiale eller tilsendt som mail. Men det har ingen betydning.

- Forbuddet gælder, uanset om det er på internettet, i brevform eller under samtaler, siger Sten Bønsing.

Miljømedarbejderne i Herning Kommune udarbejdede guiden sidste år. De har blandt andet uddelt dem på udstillinger, hvor de har fremvist de bæredygtige produkter, som de reklamerer for i guiden, og på Herning Bibliotek.

Men folderne bliver nu fjernet, indtil de bliver ændret, fortæller Joan Hansen.

- Virksomhedernes navne bliver selvfølgelig fjernet. Vi har ikke været klar over, det var ulovligt, og det beklager vi meget, siger udvalgsformanden.

Ifølge Sten Bønsing får det formentlig ikke konsekvenser for Herning Kommune, eftersom de nu har trukket materialet tilbage.

Facebook
Twitter