Kommune orienterer sine dagplejere: Etårig pige fra Herning død efter pasning i gæstedagpleje

Midt- og Vestjyllands Politi undersøger årsagen til dødsfaldet.

Politiet ønsker ikke at hverken be- eller afkræfte om pigens død er relateret til pasningen i en anden dagpleje end den, hun plejer. Pigen døde natten til fredag på Aarhus Universitetshospital. (arkivfoto). (Foto: henning Bagger © Henning Bagger)

En etårig pige fra Herning døde natten til fredag på Aarhus Universitetshospital efter at have tilbragt torsdagen i gæstedagpleje.

Det skriver Herning Folkeblad. Avisen beskriver en mail, som ledelsen i Herning Kommunes dagpleje har sendt ud til andre dagplejere og forældre i området.

- Et barn, der torsdag var i gæstedagpleje (...), er i nat afgået ved døden på Skejby Sygehus, skriver ledelsen.

Pigens sædvanlige dagplejer var på ferie, og derfor blev pigen passet af en såkaldt gæstedagplejer.

Ingen kommentarer fra politiet

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter hændelsen, men vagtchef Jan Nærrum ønsker ikke at udtale sig yderligere om, hvad dødsårsagen er eller i hvilken retning, efterforskningen går.

Han ønsker heller ikke at hverken be- eller afkræfte, om pigens død hænger sammen med pasningen.

I Herning Kommune undersøger man også, hvad baggrunden for den lille piges død kan være.

Det siger Jørn Thomsen, leder i Center for børn og læring i Herning Kommune til TV Midtvest.

- Lige nu går tankerne til de pårørende. Det er en dybt ulykkelig og tragisk sag. I går brugte vi dagen på at undersøge og vende hver en sten for at se, hvad der er sket i den tid, hvor barnet har været i vores varetægt, siger han.