Kommuner: Du har ansvaret for dit eget hjem, når vandmasserne truer

Mange borgere er overraskede over, at de selv skal sikre sig mod oversvømmelser, oplever KL.

I Haveforeningen Storå i Holstebro mener medlemmerne, at kommunen skal mere på banen, når der kommer oversvømmelser.

Vand er der nok af i disse dage - også lige til den gode side.

Flere byer oplever oversvømmelser, og mange boligejere er lige nu plaget af vand i haver og kældre.

Og så må kommunen da gøre noget, mener mange boligejere. Men alt for få ved, at de selv har ansvaret for at sikre deres bolig.

Det fortæller Nete Herskind, der er chefkonsulent i Kommunernes Landsforening (KL).

- Som borgere er vi ikke selv skyld i, at åen løber over sine bredder, eller at vandet stiger, der hvor vi bor. Derfor er der også en underliggende forventning om, at det er samfundet, der skal gøre noget ved det, siger hun.

'Det er ikke fair'

I Holstebro blev flere grundejere i går ramt, da Storåen, som snor sig gennem midtbyen, løb over sine bredder.

Vandet står stadig højt, men det har toppet. De borgere, der har åvand i baghaven, skal dog ikke glæde sig for tidligt. Det kommer til at tage tid, inden åen trækker sig tilbage igen.

- Vi forventer forhøjet vandstand de næste tre-fire dage, og vi er meget afhængige af, hvor store vandmængder, der kommer fra oven, siger Torben Mølgaard, miljøchef i Holstebro Kommune.

Se her, hvordan det ser ud ved Storåen i Holstebro midtby.

I Haveforeningen Storå i Holstebro ligger store dele badet i vand, på trods af at de fleste af haveejerne har taget deres forholdsregler.

I de små havehuse mener de ikke, at kommunerne er deres opgave voksen, når det handler om at imødegå de klimaforandringer, som i øjeblikket giver forhøjet vandstand.

- Det er ikke

fair
for os - absolut ikke, siger Kurt Thrue, formand for haveforeningen Storå.

Se, hvordan vandet har indtaget Haveforeningen Storå i Holstebro:

  • (Foto: Anders Davidsen - DR Midt & Vest)
  • (Foto: Anders Davidsen - DR Midt & Vest)
  • (Foto: Anders Davidsen - DR Midt & Vest)
  • (Foto: Anders Davidsen - DR Midt & Vest)
1 / 4

Borgerne skal selv yde indsats

Ifølge KL er borgenes uvidenhed om ret og pligt i forhold til oversvømmelser og klimatilpasning skyld i mange unødvendige problemstillinger.

I januar satte KL fokus på netop klimatilpasninger i et stort

udspil
under navnet "Vand fra alle sider".

KL mener, at der er brug for, at flere borgere ved, at det er deres eget ansvar at beskytte deres ejendom mod eksempelvis vand, siger Nete Herskind.

- Hvis man sidder og venter på, at nogen kommer, kan man komme til at vente meget længe, alt imens vandet stiger og gør skade på ens ejendom.

- Man er nødt til at gå sammen i nogle projekter, hvor man får lavet en passende klimatilpasning. Det sker kun, hvis man anerkender, at man også selv skal yde en indsats og er klar over, at der er en egenbetaling, siger Nete Herskind.

Den udmelding frustrerer beboerne i Haveforeningen Storå i Holstebro.

De mener nemlig selv, at de har taget ansvar, men at det er svært for dem at gøre mere.

Ifølge haveforeningsformand Kurt Thrue er kommunernes

udspil
et forsøg på at fralægge sig ansvar.

- Det er en måde at sende aben videre, det er helt sikkert, siger han.

Men det er ikke rigtigt, mener miljøchef i Holstebro Kommune Torben Mølgaard. Kommunen gør sit, men i sidste ende bliver det nødt til at være den enkelte lodsejer, der har ansvaret for at sikre sin grund.

- Det er jo ikke anderledes end, at hvis et træ er ved at blæse omkuld under en storm, er man nødt til at gøre noget for at undgå at få det ned i huset. Vi kan som kommune ikke nå ud og løse alles problemer, siger han.

Ifølge miljøchefen har de et stort klimatilpasningsprojekt på vej i Holstebro, men i alle tilfælde har borgerne også selv et stort ansvar.

- Vi kan aldrig nå til et niveau, hvor vi kan sige, at vi har sikret det hele. Det projekt, vi arbejder på, skal sikre byen mod 100-årshændelser, men hvis der kommer en 200-årshændelse, kan vi ikke gøre noget ved det, siger Torben Mølgaard.

I april holder KL sin årlige politisk konference for alle kommuner, hvor klimatilpasning også er på dagsordenen.

Rettelse 19.02 kl. 08.20: I en tidligere version skrev vi, at KL i april indkalder kommunernes teknik- og miljøchefer til møde om klimatilpasning. Men der er faktisk tale om KL's årlige politiske konference om klima for alle kommuner.