Kommuner overskrider ventetid på genoptræning: Kan give komplikationer

Flere kommuner har en ventetid på over syv dage, oplyser Sundhedsministeriet.

Patienterne får ikke selv sagt fra eller klaget, hvis ventetiden er for lang, siger Mette Bryde Lind, der er direktør for Gigtforeningen. Arkivfoto. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Flere kommuner lever ikke op til kravet om maksimalt syv dages ventetid på genoptræning. Så hvis du får en ny hofte, brækker benet eller skal i genoptræning efter en kræftoperation, risikerer du at vente længe.

I Viborg Kommune er ventetiden på genoptræning op til 14 dage lang. Dermed overskrider kommunen de grænser for ventetid, som Folketinget vedtog 1.juli.

- Vi har gjort, hvad vi kunne. Dengang Folketinget vedtog lovgivningen, var vi godt klar over, vi i praksis ikke kunne nå at leve op til det, siger sundhedschef i Viborg Kommune, Peter Borup Sørensen.

Sundhedsministeriet oplyser, at mange andre kommuner også overskrider ventetiden, og at ministeriet lige nu arbejder på at danne sig et overblik over omfanget.

Det er vigtigt, at patienterne kommer hurtigt i gang med genoptræning, siger Mette Bryde Lind, der er direktør for Gigtforeningen.

- Det kan ende med, at man får komplikationer på grund af fysisk inaktivitet, siger hun.

Ingen mulighed for privat genoptræning

Hvis ikke kommunerne kan tilbyde patienterne genoptræning inden for en uge, har de ret til en privat behandler. Patienterne har dog ikke gavn af det endnu.

Kommunernes Landsforening (KL) har stadig ikke fået aftalerne med de private behandlere på plads.

- Vi skal sikre, at de private leverandører har den kvalitet, der skal til, for at patienterne får det bedste tilbud, siger Hanne Agerbak, der er kontorchef i KL's Center for Social og Sundhed.

- Allerede imens lovgivningsarbejdet stod på, gjorde vi ministeren og Folketinget opmærksomme på, at vi ikke kunne nå at leve op til det, uddyber hun.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) mener, at det er for dårligt, at KL ikke har fået aftalerne med de private behandlere på plads.

- KL ventede med arbejdet indtil allersidste øjeblik, fordi de indtil det sidste håbede på, at Folketinget ikke ville vedtage det, siger hun.

Ministeren og KL regner med, at have alle aftaler på plads i starten af det nye år.

Facebook
Twitter