Krigsveteraner på pilgrimsvandring: 'Sådan en tur giver mig ro i flere måneder i sind og krop'

13 veteraner vandrer langs Hærvejen for at lære at håndtere krigens traumer.

Et par store vabler vidner om, at fødderne allerede har gået en del kilometer. Men humøret er højt hos 13 veteraner, som er på pilgrimsvandring fra Jelling til Viborg. En tur på omkring 125 kilometer.

- Det er en god oplevelse. Blandingen af det fysiske og det åndelige er en fed kombination, siger veteran Troels Frederiksen fra Viborg.

Det er Veteranindsatsen i Viborg Kommune, der for andet år i træk arrangerer pilgrimsvandring på Hærvejen. Turen tager syv dage og begyndte ved Jellingestenene og ender ved den gamle domkirke i Viborg. Undervejs er der morgensang, gudstjeneste og bøn.

Diakonipræst Steen Andreassen har netop givet deltagerne opgaven at gå to og to og snakke om døden.

- Det giver god mening at tage hul på døden her, for den har nogle af soldaterne haft inde på livet. Vi taler om døden for at blive mere fokuseret og bevidste om det liv, vi lever. Det rammer direkte i hjertekulen hos nogle af deltagerne, siger diakonipræsten.

  • 13 veteraner og en række frivillige vandrer fra Jelling til Viborg. (Foto: Harry Møller)
  • Veteranerne går omkring 20 kilometer hver dag (Foto: Harry Møller)
  • Veteranerne følger den gamle Hærvejen på turen mod Viborg (Foto: Harry Møller)
  • Trods vabler er humøret højt hos deltagerne i pilgrimsvandringen (Foto: Harry Møller)
  • Alle 13 veteraner har været udsendt til tjeneste i blandt andet Irak og Afghanistan (Foto: Harry Møller)
  • Det er andet år i træk, at Veteranindsatsen i Viborg Kommune arrangerer pilgrimsvandring (Foto: Mads Juhl - DR)
  • Undervejs på turen er der tid til bøn eller andre åndelige indslag (Foto: Mads Juhl - DR)
1 / 7

De 13 veteraner har alle krigstraumer i rygsækken, som for eksempel posttraumatisk stress, PTSD. Pilgrimsvandringen bruger de til at håndtere og lære at leve med traumerne.

- Sådan en tur giver mig ro i flere måneder i sind og krop. Jeg kan virkelig koble af, siger en af de andre veteraner, Bartek Jørgensen fra Viborg.

Han har været udsendt i alt fem gange til Irak og Afghanistan.

- Det giver en vis tryghed at gå med andre soldater. Man ved, at det, der bliver snakket om, bliver i gruppen. Du har altid en sparringspartner, du kan gå og snakke med, siger Bartek Jørgensen.

Harry Møller er veteranstøtteperson i Viborg Kommune og har selv været udsendt flere gange. (Foto: Mads Juhl - DR)

Harry Møller er ansat som veteranstøtteperson i Viborg Kommune. Han er initiativtager til pilgrimsvandringen.

- Det er godt at vandre, fordi man kommer ud og bevæger kroppen. Mærker naturens energier og bliver udfordret i forhold til sine egne udfordringer, siger Harry Møller.

Han har selv været ansat i forsvaret i over 25 år og været udsendt flere gange. I dag arbejder han med rådgivning og mentaltræning af veteraner, og her spiller det åndelige en vigtig rolle.

- Når vi er i krig, har vi altid en feltpræst med. Når man er i krig, har man en form for frygt, som man har mulighed for at parkere på en tro. Så det åndelige er ikke fjernt for veteraner, siger Harry Møller.

Under vandringen har de 13 veteraner alle en sten med i lommen. Stenen symboliserer et problem eller en udfordring, som den enkelte tumler med.

- Vi skal tænke over en stor problemstilling, som vi fører ned i stenen, så vi kan komme af med lidt af det. Så må vi se, om det hjælper, siger Bartek Jørgensen.

Deltagerne har også på turen flettet et armbånd. Med samme formål som stenen.

Deltagerne i pilgrimsvandringen får en række redskaber, der skal hjælpe dem med at håndtere krigstraumer. Det kan være en sten i lommen eller et armbånd, som skal få dem til at tænke over en stor problemstilling. (Foto: Harry Møller)

Diakonipræst Steen Andreassen tror, at det er vidt forskelligt, hvad de 13 veteraner får ud af turen.

- For nogle er udfordringen at komme ud i frisk luft og i et fælleskab. Så er der den åndelige del i tillæg, siger han.

For veteran Troels Frederiksen tæller fællesskabet under den syv dage lange vandring.

- Vi har noget til fælles. Vi samarbejder og får tingene til at ske. Soldater har den egenskab, at selv om det regner og blæser, kan vi stadig samarbejde.

Veteranernes pilgrimsvandring slutter med en andagt i krypten i Viborg Domkirke fredag den 5. juli.