Kristent miljø har vokseværk: Hver tredie beboer på Udrejsecenter Kærshovedgård er kristen

Flere og flere afviste asylansøgere bekender sig til kristendommen, og det øger deres chancer for at få opholdstilladelse.

Musikerne fra Kærshovedgårds helt eget "bibel-band" giver den fuld gas.

65 afviste asylsøgere synger "Bless the Lord", så nakkehårene rejser sig på den pensionerede sognepræst Lindvig Osmundsen.

Vi er til den månedlige "venskabsaften" i Silo, Indre Missions hus i Hammerum.

- De fylder kirken og løfter sangen, konstaterer Lindvig Osmundsen.

Det kristne miljø omkring Udrejsecenter Kærshovedgård har vokseværk.

Lindvig Osmundsen vurderer, at en trediedel af centrets beboere regelmæssigt deltager i bibelcafé, gudstjenester og andre religiøse arrangementer.

I øjeblikket bor der omkring 240 personer på Kærshovedgård.

En kvindestemme blander sig i det ellers mandsdominerede kor. Hun hedder Zahra Feili, er 27 år og selv afvist asylansøger med iransk-irakisk baggrund.

- Det er helt anderledes, når vi kommer her. Danskerne er rigtig rare. Og så er det vigtigt bare at være sammen og høre Guds ord, siger Zahra Feili.

Indre og Luthersk Mission byder velkommen

Zahra Feili har de seneste to år deltaget i den ugentlige bibelcafé i Bording. Her i Hammerum står hun på talerstolen sammen med aftenens "speciel guest", pensioneret præst Bodil Hindsholm Hansen, som fortæller bibelhistorie om Jerusalems belejring.

Zahra oversætter til farsi, så det store iranske flertal i Indre Missions festsal får det hele med.

65 afviste asylansøgere deltog i ”venskabsaften” hos Indre Mission den sidste torsdag i oktober. (Foto: Jesper Ibfelt)

Det er et bredt kirkeligt samarbejde med blandt andre Indre Mission og Luthersk Mission, som har taget imod de afviste asylansøgere med åbne arme.

- Der har vist sig en missionsmulighed lige uden for vores dør. Vi skal ikke engang opsøge dem, de kommer helt af sig selv, siger Niels Simonsen.

Han er en af drivkrafterne bag aftenens arrangement og er selv luthersk-missionsk.

Zahra Feili har boet over to år på Udrejsecenter Kærshovedgård, som er et tidligere fængsel.

På bordet i hendes celle-lignende værelse står der et lille ikonbillede af Jesus blandt make-up og smykker. Over sengen hænger en tavle, hvor hun selv har skrevet fadervor.

Zahra Feili siger, hun begyndte at interessere for kristendommen i 2014. I 2016 blev hun døbt.

- Jeg har ændret mig efter, jeg har mødt Jesus. Jeg har for eksempel lært at tilgive andre mennesker. Det kunne jeg ikke før, siger Zahra Feili.

Zahra Feili er dog fuldt ud bevidst om, at det kristne budskab kan gavne hendes sag.

Færre konverterede får opholdstilladelse

Sidste år behandlede Flygtningenævnet 187 sager, hvor konversion indgik i beslutningsgrundlaget. Det svarer til hver 11. af nævnets sager.

I 44 procent af sagerne endte det med en opholdstilladelse.

De foreløbige tal fra 2018 tyder med 30 procent på, at det i år ender med, at en noget lavere andel af de afviste asylansøgere får opholdstilladelse på baggrund af konversion.

Den pensionerede sognepræst Lindvig Osmundsen kender Zahra Feili fra de ugentlige bibelcaféer.

I en udtalelse til Flygtningenævnet har han beskrevet hende som en god kristen.

Men Flygtningenævnet tror ikke på præsten og skriver i deres afslag, at der kan være tale om en person, som opfører sig strategisk for at få opholdstilladelse.

- Det skulle overraske mig meget, hvis hun opfører sig strategisk. Men jeg er heller ikke i stand til at se ind i hendes indre, siger Lindvig Osmundsen.

Lindvig Osmunsen har dog svært ved at se snyderiet blandt de mange afviste asylansøgere som uge efter uge tropper op til bibelcafe, lovsang og bøn:

- Vi ville aldrig stille spørgsmål ved om en etnisk dansker var kristen, hvis vedkommende gik i bibelcafé en gang om ugen og regelmæssigt kom i kirke, konstaterer Lindvig Osmundsen.

Niels Simonsen fra Luthersk Mission har engageret sig meget i det frivillige arbejde med de afviste asylansøgere og mener ikke, de misbruger ham som en nyttig idiot:

- Det kan godt være, nogen kan snyde den danske stat, og måske tager de fusen på mig - men det er værre, at de snyder sig selv, siger Niels Simonsen og uddyber:

- Hvis man ikke tror på Jesus som frelseren, kommer man ikke i Himlen. Så er man fortabt, og det er meget katastrofalt, forklarer Niels Simonsen.

Kærshovedgård har sit eget band, som troligt stiller op til de ugentlige bibelcaféer. (Foto: Jesper Ibfelt)

Venskabsaftenen hos Indre Mission i Silo i Hammerum er ved at klinge ud.

Frivillige danske kristne sidder parat i bilerne til at køre Zahra Feili og de andre afviste asylansøgere tilbage til Kærshovedgård. Til hverdagen med hegn og adgangskontrol.

Men det har været en god aften - og der er gudstjeneste på søndag - og bibelcafé i Bording på næste torsdag.

Facebook
Twitter