Kritikere: Den kommende knivlov er skåret forkert

Knivloven ender med at kriminalisere mange flere helt uskyldige borgere, lyder kritikken.

En samlet blå blok præsenterede i december et forslag, der har til formål at gøre det lettere for almindelige mennesker at bære kniv, mens kriminelle straffes hårdere.

Den kommende knivlov kritiseres af flere store interesseorganisationer.

Loven skulle ellers lempe reglerne for almindelige knivbærende mennesker, men ender med at kriminalisere mange flere, helt uskyldige borgere, lyder kritikken.

Én af de organisationer, der er skarpest i kritikken, er Dansk Knivforening, hvor Michael West er kasserer.

- Vi frygter, at vi nu skal til at have en lang række sager igen, forklarer han.

Foreningen har skrevet et høringssvar til den kommende knivlov, hvor den ikke anbefaler, at loven vedtages i sin nuværende form, som der er borgerligt flertal for.

Problemet er ifølge Michael West, at den nye knivlov lægger op til kun at tillade knive udenfor hjemmets fire vægge, hvis de har et såkaldt anerkendelsesværdigt formål.

Det gælder også for eksempel en lille schweizerkniv, som i dag er fuldt lovlig at bære. Det sker for at slå endnu hårdere ned på bandemedlemmer der tager knive med i nattelivet, men i realiteten rammer det hundredetusinder uskyldige danskere, der nu skal til at forklare sig, hvis de bærer kniv, siger Michael West.

- Vi vil jo mene, at bevisbyrden skal være omvendt. Det må jo være politiets opgave at bevise, at jeg har et ikke-anerkendelsesværdigt formål med denne kniv.

Også Dommerforeningen, Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund har i høringssvar kritiseret, at selv de allermindste negleknive bliver ulovlige at bære, hvis der ikke er et anerkendelsesværdigt formål.

De konservative vil gerne se på ændringer

Den konservative retsordfører Søren Pape Poulsen er ikke afvisende overfor at ændre udkastet til en ny knivlov, der er på trapperne.

- Hvis der er noget, der skal laves om, så er jeg med på at lave det om, for vi skal ikke kriminalisere helt almindelige mennesker, der har en kniv, siger han.

Søren Pape Poulsen er med på at se på formuleringen af lovforslaget, men hovedformålet med knivloven ligger helt fast.

- Vi skal saftsusme komme efter dem, der bruger kniven til noget forkert, siger han.

Det er derfor slut med de gode gamle dage, hvor alle kunne bære rundt på næsten alle slags knive uden at skulle forklare sig, siger retsordføreren.

- Vi er kan ikke være så blåøjede længere i det her samfund, at man bare kan rende rundt med en kniv. Der lever vi i en anden tid.

Knivloven bliver den første

Knivloven bliver Danmarks første. Den har et borgerligt flertal bag sig og ventes vedtaget før Folketingets sommerferie.

Knivloven skal erstatte den meget kritiserede ændring af våbenloven fra 2008, hvor det blev ulovligt at bære knive over syv centimeter, hvis de ikke har et anerkendelsesværdigt formål.

Anerkendelsesværdige formål kan for eksempel være en slagter, der er på vej på arbejde med sin slagterkniv, eller en fisker der kommer fra en fisketur med sin fiskekniv.

Lovændringen fra 2008 skulle gøre det nemmere for politiet at slå ned på bandemedlemmers brug af kniv i nattelivet, men endte med at blive brugt mod almindelige kniv-bærende borgere, der gang på gang fik ørerne i maskinen.

Samtidig er bandemedlemmerne begyndt at anskaffe sig kampsports-inspirerede knive, hvor knivbladet kun er 6,9 centimeter og dermed lovligt.

Den nye og første knivlov har til formål at rette op på tidligere tiders fejl fra 2008 og frem til nu.

Loven skal bruges til at straffe bandemedlemmer hårdere og samtidig lempe reglerne for almindelige mennesker, så man kan tage på jagt eller fisketur uden at bekymre sig om at overtræde loven.