Kulturmøde støvsuger Mors for sengepladser

Mangler man overnatning på Mors, kommer man til at gå forgæves de kommende tre døgn.

Sådan kan man så også vælge at overnatte - og i år kan det blive nødvendigt. Almindelige sengepladser er der i hvert fald ikke flere af. (Foto: Gudfinna Magnusdottir © PR-foto)

Mors er tæt på at være støvsuget for sengepladser de næste tre døgn.

Det skyldes Kulturmødet i Nykøbing, som åbner i dag, og det er ikke kun hoteller og vandrerhjem, der melder fuldt belagt.

- Aldrig nogensinde før har jeg oplevet, at alle vores Bed and Breakfast er fyldt op, siger turistchef Bente Kristensen fra Visit Mors.

Thy og Salling får også glæde af gæsterne

Og hvor Kulturmødet sidste år lagde beslag på senge i primært Nykøbing og omegn, er det i år et langt større geografisk område, der får glæde af de mange gæster.

Interessen for Kulturmødet er så stor, at turistbureauet i Nykøbing har måtte henvise gæster til overnatning i både Thy og Salling, konstaterer turistchefen.

- Vi er også helt ude i udkanten af øen, og vi har faktisk også nogle, der bor i Skive, siger hun.

Markedsføringsjernet skal smedes mens det er varmt

Så mange gæster udefra skal udnyttes til at markedsføre turismen på Mors.

Alle overnattende Kulturmødegæster får en infomappe og rundt om i Nykøbing vil turistbureauet bemande stande, der kan guide de mange gæster.

Kulturmødet ventes at trække op til 10.000 gæster.

Facebook
Twitter