Kulturmødet på Mors spreder sig til hele landet

I dag er der premiere på det første af 20 mini-kulturmøder, som skal foregå rundt om i Danmark.

Kunstværket Campingkvinder var en del af Kulturmødet på Mors i 2013. Kulturmødet 2014 tyvstarter allerede i dag i Viborg med det første af ialt 20 mini-kulturmøder, der er optakt til det egentlige Kulturmøde på Mors 2014 i august. (Foto: Gudfinna Magnusdottir © PR-foto)

Egentlig skal den kulturelle pendant til folkemødet på Bornholm - Kulturmødet på Mors - først folde sig ud til august, men i dag er der premiere på det første af 20 mini-kulturmøder rundt om i landet.

- Kulturdebatten skal jo foregå alle steder og helst hele året rundt. Det er derfor, vi skal ud, for kulturmødet er en national begivenhed, siger projektleder Claus Svenstrup.  

Mødet i dag finder sted i Viborg, hvor folk fra Kulturmødet på Mors mødes med 60 lokale kulturaktører og talenter. De tyve mini-kulturmøder kommer blandt andet til at foregå på Vallekilde Højskole, Diamanten i København og Godsbanen i Aarhus.

Skal sætte fokus på gode ideer

Mini-møderne skal dels bidrage til kulturdebatten rundt om i landet og dels give gode ideer til det kommende Kulturmøde på Mors i 2014.

- Vi får input til det, vi skal diskutere i augsust 2014 på Kulturmødet, og så får vi jo en god dialog, så vi er sikre på, at folk ved, hvad kulturmødet handler om, siger projektleder Claus Svenstrup.

Morsø Kommune og Region Nordjylland står bag Kulturmødet på Mors.

Facebook
Twitter