Kunder må vente længe på brændeovne: 'Vi har rygende travlt!'

Voldsom efterspørgsel betyder, at kunder lige nu må vente op til et år på at få en ny brændeovn.

Tea Persson får hjælp af skorstensfejeren til at finde den helt rette placering af den nye brændeovn, som familien har besluttet sig for at få. (Foto: © Thomas Bach - DR Midt & Vest)

Midt i energikrisen er flere af os blevet fyr og flamme efter at få fat i en brændeovn.

Men de danske brændeovnsproducenter har i øjeblikket svært ved at følge med efterspørgslen.

Hos Morsø Jernstøberi, der blandt andet sælger Morsø Brændeovne, sælger de 50 procent flere brændeovne i år sammenlignet med året før.

- Det er jo gået helt amok med efterspørgslen, siden Putin gik ind i Ukraine. Siden da har vi oplevet en voldsom ordreindgang. Vi har ikke oplevet noget lignende før i vores 168-årige historie, siger adminstrerende direktør Peter Normann.

Brancheforeningen Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne melder om mellem et halvt til et helt års leveringstid på brændeovne.

- Der er tryk på og behovene er store stort set fra alle lande, både hjemmemarkeder og eksporten. Specielt på baggrund af de meget høje gaspriser. Vi kan ikke følge med, som tingene er nu, forklarer formand Stefan Hvam.

Tea Persson glæder sig til en rar sidegevinst ved billig varme fra familiens kommende brændeovn: "Selvom beslutningen nu falder på brændeovn, fordi fjernvarmen her er blevet dyrere, så er der altså også noget hyggeligt ved at sidde sammen foran brændeovnen." (Foto: © Thomas Bach - DR Midt & Vest)

Tea Persson i Snedsted i Thy har i dag besøg af den lokale skorstensfejer for at finde den helt rigtige placering til den brændeovn og skorsten, som familien har bestemt af skaffe sig.

- Det er ikke en pludselig beslutning. Vi har sat os ned og vurderet på, hvor vi kan spare. Vi synes, det er en investering nu og her, og at vi fremadrettet vil kunne bedre have styr på, hvor meget vi bruger. Det er jo nemt at se, hvor meget man har taget fra sin brændestabel, forklarer hun.

Skorstensfejermester Jannick V. Jensen har meget egne ord 'rygende travlt'. Udover at rense skorstene vejleder han også om nye brændeovne.

- Det er lang tid siden, jeg har oplevet sådan en opblomstring i forbindelse med brændeovne, siger han.

Der er både gamle kunder, som skifter brændeovnen ud til en mere effektiv model, og helt nye kunder som Tea Persson.

- Dem, der har investeret i varmepumper er en lille smule presset. Vi ser, hvordan fjernvarmen stiger rundt omkring, og nogle har svært ved at få træpiller. Så bliver de bekymrede og vælger at få en brændeovn op, fortæller Jannick V. Jensen.

Får varmen med træer fra haven

I Tea Perssons have fældede familien i sommer fire træer, og nu kan nogle af dem være med til at sikre dem varmen her i vinter.

Især på landet er der gode muligheder for at spare lidt på varmeregningen med en brændeovn, fordi det brænde, man skal fyre med, skal skaffes billigt.

- Mange har deres egne haver, hvor de har mulighed for at fælde noget godt træ, og de kender nogen, de kan få træ ved. Det er klart, hvis man skal købe ovntørret træ ved fabrikanterne, så forsvinder lidt af ideen af det, men der er stadig penge at spare på ved at skaffe brænde, siger skorstensfejeren.

Skorstensfejermester Jannick V. Jensen påpeger, at det er vigtigt at fyre med ordentligt brændsel for at få det optimale ud af sin brændeovn. Man kan selv fælde træer eller købe briketter med god brændværdi eller ovntørret træ. (Foto: © Thomas Bach - DR Midt & Vest)

Der kan gå lang tid, før brændeovnsproducenterne kan følge med igen, spår formanden for brancheforeningen. Det afhænger af storpolitik, og hvad der sker i Rusland.

- Vi tror selv, der kan gå et par år, før tingene lægger sig igen, og så forsøger vi at hjælpe alle de kunder, vi kan. Vi prøver at mande op og øge vores produktion alt det, vi kan, for at følge med, siger Stefan Hvam.

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at Thyfejeren 'monterer' brændeovne. Det er ikke korrekt og er rettet.