Lærere: Hvordan skal vi få bevægelse i tysk grammatik?

Skolereformen kræver at eleverne bevæger sig i mindst 45 minutter hver dag. Men lærerne ved ikke, hvordan de skal kombinere motion og undervisning.

En løbetur er fint til at få eleverne til at bevæge, mener skoleledernes formand. (Foto: Peter Søndergaard- PS Foto © Rend og hop med Oliver)

Selvom der står tysk eller matematik på skoleskemaet - så skal elevernes puls op i mindst 45 minutter om dagen.

Det er et krav i den nye folkeskolereform - men mange lærere føler sig ikke godt nok klædt på til at få mere bevægelse ind i undervisningen.

60 procent mener, at de har "brug for mere vejledning og inspiration" til at få sat bevægelse i skoledagen. Det skriver Politiken på baggrund af en undersøgelse fra Dansk Skoleidræt, som udbyder opkvalificeringskurser til lærerne.

Skolelederformand: vi er fint med

Claus Hjortdal fra Thisted, der er formand for Skolelederforeningen, er IKKE alarmeret:

- Det er kun et lillebitte element i en kæmpe stor reform, siger han.

Det vigtigste lige nu er, at eleverne bliver så dygtige fagligt som muligt, mener han.

En løbetur i skolegården er ok

- Lige i øjeblikket er det fint, hvis de kommer en tur rundt om flagstangen, men vi skal blive dygtigere til at bruge bevægelse efterhånden, som vi arbejder reformen ind. Men vi har kun kørt tre måneder, siger Claus Hjortdal.

Og den færdige skabelon for at få børnene til at lære mens de bevæger sig er ikke lige om hjørnet:

- Det kommer til at tage mange år før vi får det udviklet, så det bliver rigtig godt, for vi skal eksperimentere og finde ud af hvad der virker. Vi har forskningsrapporter, der siger, at det virker, men vi skal jo gøre det på en intelligent måde, så det både er sjovt for eleverne og de lærer mere.

Facebook
Twitter