Lamme Sofies ben kan bevæge sig: Nu får flere chance for mirakeloperation

Sofie fik elektroder i ryggen, så hendes ben kan bevæge sig. Nu udvider læger forskningsprojektet.

Sofie Mikkelsen er lam fra brystet og ned, men efter hun har fået indopereret elektroder i lænden, kan hendes ben bevæge sig. (Foto: Dr © dr)

Det var lidt af en sensation - ikke mindst for den rygmarvsskadede Sofie Mikkelsen - da hun i april sidste år pludselig kunne se og mærke sit ben bevæge sig.

- Det ser jo helt vildt ud. Det er jo dejligt at se mine ben strække sig ud, sagde hun dengang.

Efter en trafikulykke er hun lam fra brystet og ned. Men på Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg har hun som første dansker fået indopereret elektroder i bækkenet, der på sigt måske kan gøre hende i stand til at gå igen.

Lægerne i Viborg er nu klar til at gå videre med projektet, der kan revolutionere behandlingen af rygmarvs-skadede patienter.

- Nu har vi metoden på plads. Nu skal vi lave en videnskabelig lodtrækningsundersøgelse, og det starter op her i foråret, fortæller forskningsleder Helge Kasch.

I alt ti patienter skal i løbet af februar og marts have indopereret elektroder i bækkenet på samme måde, som Sofie Mikkelsen fik det i april sidste år.

Se med, når Sofie Mikkelsens ben for første gang i 16 måneder bevæger sig.

Sofie har fået mere selvtillid

Det er de foreløbige resultater fra Sofie Mikkelsen og tre andre patienter, der blev opereret i april 2017, som gør, at lægerne mener, der er basis for at fortsætte og udvide forskningsgruppen.

Sofie Mikkelsen træner hver dag cirka en time med den elektriske stimulation derhjemme, og hun kan tydeligt mærke en forandring.

- Den største forandring er muskelstyrken og fyldet på mine ben. Før jeg blev opereret, kunne jeg jo ikke træne mine muskler, fortæller hun.

Håbet er, at den elektriske stimulering på sigt vil skabe alternative veje i kroppen mellem Sofies nerver og muskler under og over skades-stedet. Sker det, vil hun måske på sigt kunne genvinde en del muskelkontrol i benene.

Sofie Mikkelsen er forsigtig med at håbe, at behandlingen kan få hende til at gå igen. Men hun er ikke i tvivl om, at den elektriske stimulering gør en forskel uanset.

- Det giver da lidt livskvalitet at se, at man kan bruge sine ben og træne, ligesom hvis man går ned i et fitnesscenter. Det giver mere selvtillid et eller andet sted, siger hun.

Sofie Mikkelsen er til tjek på sygehuset i Viborg en gang om måneden. (Foto: Marie Frank Mitchell © DR P4 Midt & Vest)

Flere vil få gavn

Forskningsleder Helge Kasch mener da også, at de foreløbige resultater af forsøget er så gode, at de er værd at hæfte sig ved.

- Det ser faktisk ganske udmærket ud, siger han og peger på, at der ikke kommet problemer med hverken hudheling, hævelse eller sårdannelse.

- Det tyder på, at stimulation som sådan har en effekt til at kunne forebygge nogle andre følger, siger han.

Sofie Mikkelsen må grine, da hun selv for første gang ser sine ben bevæge sig efter trafikulykken.

Forskningsprojeket på Center for Rygmarvsskade i Viborg er det første af sin art i verden.

I løbet af marts og april skal i alt 10 rygmarvsskadede patienter gennem den operation, Sofie Mikkelsen har fået.

Lægerne vurderer, at op mod 70 procent af de 3.500 danskere, der lever med en rygmarvsskade, vil kunne have gavn af behandlingen med elektrisk stimulering.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.