Lastbil på tur: Drop diesel og spring på biogas

En 40 tons tung lastbil og klimaministeren lokker flere til at køre på biogas.

  • En 40 tons tung biogaslastbil turnerer rundt for at sælge grønnere transport. (Foto: Kim Nybom © (c) DR)
  • Lastbilens motor er langt mere stille end de fleste lastbilers, fordi den kører på biogas i stedet for diesel. (Foto: Kim Nybom © (c) DR)
  • Biogas 2020 er navnet på et EU-projekt, som har til formål at skabe grøn økonomi og biobaseret udvikling i de skandinaviske lande. Blandt andet arbejdes der på at gøre biogassen billigere og på at udvikle markedet. (Foto: Kim Nybom © (c) DR)
1 / 3

Biler og lastbiler skal køre på biogas i stedet for diesel eller benzin.

Det budskab rejser klimaministeren Lars Chr. Lilleholt (V) og en 40 tons tung lastbil rundt og reklamerer for.

Den er den første lastbil herhjemme, der kører på biogas i stedet for diesel.

- Den forurener langt mindre end selv de mest moderne dieselbiler. Den lukker 95 procent færre partikler ud og larmer cirka halvt så meget, som man normalt oplever, fortæller Henning Nielsen, som er produktchef for latbilfirmaet Iveco.

Planen er at både private, kommuner og affaldsselskaber skal køre mere grønt.

- Når vi producerer biogas, kommer råvarerne fra gylle og halm, som lukker gasser ud. Dem flytter vi over i transporten og derved sparer vi fossilt brændstof, så det er faktisk en dobbelt gevinst, siger Poul Erik Pedersen fra Gas2Move, der står bag reklamefremstødet.

Private kan også køre på gas, men det kan være svært at finde en tankstation, påpeger han.

- Der er 13 gastankstationer i landet, og nogle af dem ligger i Midtjylland, siger Poul Erik Pedersen.

Skive er en af de kommuner, der har valgt at droppe dieselen og i stedet putte biogas i 43 af kommunens biler.

Derfor er kommunen også med ministeren og lastbilen på biogastur.

- De kører som smurt, er lydløse og giver stolthed blandt medarbejderne, fortæller projektleder Teresa Rocatis Nielsen.

Hun peger dog også på, at det er en udfordring at finde tankstationer til gasbilerne.