For lidt plads til vestjyske katolikker: Ny kirke vej i Struer

Katolikkerne i Danmark får en ny kirke i Struer, fordi kirken i Lemvig er for lille til de mange nye medlemmer.

Siden 1990 er antallet af katolikker i Danmark steget fra cirka 30.000 til omkring 45.000. Billedet fra messe i den romersk-katolske kirke i Høje-Tåstrup, Skt. Pauls Kirke. Arkivfoto. (Foto: Jeppe Bøje Nielsen © Scanpix)

Der er ikke længere plads nok til menigheden på bænkene i den katolske kirke i Vestjylland.

For 10 år siden havde den vestjyske katolske menighed med kirker i Herning og Lemvig omkring 400 medlemmer. I dag er der omkring 1000, primært polakker. Derfor er menigheden ved at etablere en ny kirke i Struer, som skal erstatte Hellig Kors Kirken i Lemvig. Det sker i en bygning i byens industrikvarter, der tidligere har huset en virksomhed.

- Den er blevet for lille. Vores menighed vokser og vokser og vokser hver år. Der er flere og flere katolikker, fortæller pastor Winek Barwinski.

Derfor skal kirken i Lemvig sælges.

- Den skal renoveres, og det betaler sig ikke. Vi har brug for mere plads i kirken, og vi har brug for en parkeringsplads ved siden af kirken, siger Winek Barwinski.

Kirken har allerede indgået en betinget købsaftale og kan overtage ejendommen i Struer for 1,6 millioner kroner, oplyser Niels Engelbrecht fra Den Katolske Kirke i Danmark. Købet finansieres delvis med donationer fra den katolske kirke i Tyskland.

I dag er der omkring 45.000 registrerede medlemmer af Den Katolske Kirke i Danmark. I 1990 var der cirka 30.000, oplyser bispekontoret i København.

Facebook
Twitter