Lille luksus: Din rejemad er blevet dyrere

Flere får smag for de små, lyserøde godbidder, men de bliver sværere at opdrive, og det presser prisen opad.

Mange danskere nyder at sætte tænderne i en rejemad med æg og mayo.

Men der er altså en lille hage ved rejerne, som Heidi Dalsgaard fra Viborg har bemærket:

- Jeg undrer mig over, hvorfor de skal være så dyre. Det skulle jo være så sundt at spise fisk, men hvorfor skal det så være så dyrt at købe rejer? spørger hun.

I Hvide Sande Røgeris fiskebil har de bidt mærke i, at kunderne må have flere kroner op af lommen, hvis de vil have en spand rejer med sig hjem.

For 3-4 år siden kunne en spand med 900 gram fås for ned mod 120 kroner. I dag får kunderne den først med sig, hvis de lægger 165-195 kr. på disken - afhængigt af rejernes kvalitet.

Når det er sådan en vare, som kan fryses ned, så kan den nemt transporteres rundt, og det er med til at presse prisen,

Lars Aarup, analysechef, Coop

- Det er simpelthen, fordi efterspørgslen er større end det, fiskerne kan fange, forklarer fiskehandler Henrik Olesen.

- Kvoterne er blevet mindre, og der bliver solgt flere rejer, og så stiger prisen helt automatisk, siger han.

Der er ikke udsigt til, at det bliver anderledes i fremtiden. Forklaringen skal findes på den anden side af jorden - i Asien, for rejemarkedet er en global størrelse.

- Asiaterne, som før har spist varmtvandsrejer som for eksempel tigerrejer, har fået smag for koldtvandsrejer, siger Lars Aarup, analysechef i Coop Danmark, som blandt andet udgøres af Kvickly og brugserne.

Det er netop den slags koldtvandsrejer, der bliver fanget i havet ved Grønland, Færøerne og det nordlige Norge, som også ender i fryseposer eller i bøtter og spande. Den slags, som vi danskere ynder at købe med hjem og lægge på franskbrød eller hælde i rejecocktailglas.

- Når det er sådan en vare, som kan fryses ned, så kan den nemt transporteres rundt, og det er med til at presse prisen, forklarer han.

Faktisk kan man forvente, at rejemaden bliver endnu dyrere, for efterspørgslen er slet ikke imødekommet endnu.

Hvis du skulle have lyst til billigere alternativer, så kan de i fiskebilen fra Hvide Sande Røgeri anbefale fisk som kulmule, kuller og sildefiletter, hvor kiloprisen er en helt anden.

Ulempen er selvfølgelig, at de skal bearbejdes noget mere, end når du bare fisker en håndfuld rejer op af en bøtte. Men hvis du ikke orker at panere, stege eller koge, kan du alligevel få fisk indenbords på en nem måde.

- Vi har jo vores forskellige salater som lakse-, makrel-, reje- eller skaldyrssalat, siger fiskehandler Henrik Olesen.

Denne artikel er lavet på baggrund af en undren i programmet #DRforDig på DR P4 Midt & Vest, hvor Heidi Dalsgaard undrede sig over, hvorfor rejer er blevet så dyre.

Undrer du dig over noget, så skriv til drfordig@dr.dk

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.