Limfjorden har fået et pusterum: Iltsvind er væk

Hård vind med kuling har igen givet Limfjorden gode iltforhold.

Blæsende sommervejr er - trods varmen - ideel for Limfjorden, så Miljømyndighederne håber på fortsat kraftig vind.(Arkivfoto) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Blæsten er gået frisk over Limfjordens vande i en god del af juni.

Det har hjulpet på fjordens problemer med iltforsyningen.

- Der har været en del blæsevejr på de seneste, så det iltsvind, der var ved at opstå, er forsvundet, siger kontorchef Harley Bundgaard Madsen fra Miljøstyrelsen.

I begyndelsen af juni var der kraftigt iltsvind ved Bjørnsholm og Risgårde Bredning i Limfjorden og moderat iltsvind flere andre steder i fjorden. Men omkring 10. juni skiftede vejret til en mere blæsende periode, og det har ændret væsentligt på situationen.

- Det har betydet, at vandet er blevet rørt godt op i den lavvandede fjord, og iltsvindet er forsvundet. Ved de seneste målinger for en uge siden var der igen gode iltforhold i Limfjorden, siger Harley Bundgaard Madsen.

Nu er sommervarmen vendt tilbage, og dermed risikoen for et nyt iltsvind. De næste målinger af iltindholdet i fjorden foretager Miljøstyrelsen i denne uge, og vejret bliver meget afgørende, fastslår Harley Bundgaard Madsen.

- Hvis vi - til trods for varmen - fortsat har en ret kraftig vind, forventer jeg ikke de store problemer. Men hvis vi får en lang, vindstille periode, kan vi komme i samme situation som i begyndelsen af juni, siger han.

Også i Mariager Fjord var der kraftigt iltsvind i begyndelsen af juni. Her har det blæsende vejr også hjulpet på situationen.

Facebook
Twitter