Lis har sparet op til jul i 58 år: Det er spændende, hver gang pengene kommer

Den traditionsrige spareforening 'Julens Glæde' hjælper medlemmerne med at gemme penge til julemåneden.

Julen står for døren. Der er faktisk kun 317 dage, til vi skal spise and og pakke gaver ud.

Mange bække små ...

Spareforeningen 'Julens Glæde' i Thy samler penge ind blandt medlemmerne hver anden uge.

Nogle afleverer 100 kroner, andre mere.

Selvom de enkelte indbetalinger er forholdsvis små, så sparede 88 thyboer i alt 470.000 kroner sammen til højtiden i 2017.

Derfor er Lis Jensen fra Vildsund i fuld gang med at spare op. Hun er nemlig med i foreningen 'Julens Glæde' i Thy, som siden 1931 har hjulpet lokale med at spare op til julen.

- Vi har altid gjort det, så vi var sikre på, vi havde penge til jul, forklarer hun.

I generationer har frivillige fra ’Julens Glæde’ kørt fra hus til hus for at opkræve penge - og gemme dem, til når julemåneden banker på.

- Der er en vis spænding ved det, når pengene kommer, siger Lis Jensen.

Henrik Brasch (tv) er én af sparerne, som afleverer sin ugentlige indbetaling til indsamlerne. Her har de sat hinanden stævne på Hotel Vilsund Strand. (Foto: Anders Davidsen © dr)

Det var i slutningen af 1800-tallet, at spare-foreninger som Julens Glæde dukkede op rundt om i Danmark. Dengang var det ikke kun for spændingens skyld. Langt fra.

- Det kunne være svært nogle gange at få lønnen til at slå til i december måned. Derfor indbetalte man hele året rundt, hver eneste uge, forklarer Jens Ingvordsen, der er museumsinspektør i Den Gamle By i Aarhus.

Dengang kom foreningens bude rundt til sparerne på cykel. Sparerne overlod det beløb, de kunne undvære, og så fik de et mærke eller stempel i deres sparebog. Det var som regel kvinderne, der sparede op.

- Især kvinder gift med mænd, der ikke altid gik den lige vej hjem med lønningsposen, fortæller museumsinspektør Jens Ingvordsen.

Sparebogen her er fra 1931 og tilhørte en hr. Mogensen med medlemsnummer 2483. Hver uge indbetalte han 2 kr. (Foto: Anders Davidsen © dr)

I dag er der 50-60 spareforeninger tilbage i Danmark. I Thy har hver enkelt sparer sin egen sparebog, og alt noteres stadig i hånden.

Rutinerne og traditionen er det, der får flere til at hænge ved, for eksempel Henrik Brasch. Han har egentlig også en juleopsparing i banken, men han vil ikke undvære 'Julens Glæde'.

- Det er bare for det der ekstra, du ved. Det er jo altid sjovt at få lidt der til jul, når julegaver skal købes, siger han.

Birthe Klit er kasserer i Julens Glæde i Thy og kører hver anden uge rundt om samler ind blandt medlemmerne. (Foto: Anders Davidsen © dr)

Lis Jensens datter, Birthe Klit, er kasserer i foreningen. Hver 14. dag starter hun bilen og kører ud og ringer på hos lokale sparere, der gerne vil have hjælp til at gemme lidt til julemåneden.

- Jeg synes, det er sjovt. Og jeg kommer rundt og snakker med en masse folk. Det er alle. Unge som gamle. Rige som knap så rige, forklarer hun.

Det er svært at spå om, hvor længe traditionen med juleopsparing holder ved.

- Dit gæt er ligeså godt som mit, siger Birthe Klit.

Nogle sparere afleverer kontanter, andre overfører med MobilePay - men alle overførsler bliver noteret i hånden i den enkelte sparers bog. (Foto: Anders Davidsen © dr)

I dag lever Lis Jensen af sin folkepension, og Julens Glæde er for hende en god måde at sikre, at der bliver lidt ekstra at rutte med til højtiden.

- Det er ikke bare julen. Det er også nytåret. Det er næsten det værste, siger hun med et grin.

Nu er det 58. gang, hun sparer op til julemåneden. Typisk bliver det til 5-7.000 kroner, som hun får udbetalt sidst i november.

- Nu bliver det jo en hel tradition også. Det bliver ikke jul uden, slår hun fast.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.