Livsfarlig blomst breder sig på marker: To heste er døde

Den gule blomst engbrandbæger kan brede sig hurtigt.

De to heste fik vejrtrækningsproblemer, høj puls og blødte fra næsen, inden de døde. De har formentlig begge spist af blomsten engbrandbæger. (Foto: © DR Midt & Vest)

En plante, der er livsfarlig for heste og køer, dukker op på flere og flere marker.

Det er den gule blomst med navnet engbrandbæger.

I denne uge døde to heste på Thisted-egnen, formentlig efter de havde spist den giftige plante.

- Den er flere og flere steder, end vi er vant til, fortæller formand for planteavlsudvalget ved Heden og Fjorden, Per Nørgaard Sognstrup.

Heste bryder sig ikke umiddelbart om smagen, men hvis de bliver sultne nok, spiser de den livsfarlige gule blomst.

Dyrlæge Liselotte Larsen fra HS Hestepraksis i Skjern opfordrer kraftigt til, at man fjerner engbrandbæger enten ved at grave den op eller sprøjte for den.

- Landmændene er gode til at fjerne dem, men ved beboelse ved Ikast er der eksempelvis mange engbrandbægere. Planterne står langs motorvejene, og så fører det frø med sig, forklarer hun.

På landsplan er der ikke umiddelbart noget, der tyder på, at forekomsten af engbrandbæger skulle være eksploderet, forklarer Poul Henning Petersen fra landbrugets videnscenter Seges.

Hvis man dog lokalt har nogle marker, hvor de springer i flor, så kan de hurtigt brede sig. Det er formentlig det, der er sket flere steder i Midtjylland.