Lokal mad trender i supermarkederne

Forbrugerne fravælger discount og satser på lokale produkter.

Slagtermester Søren Jensen (th) og købmand Kim Poulsen i Vorupør er stærkt tilfredse med, at vesterhavsspecialiteterne fra Niels & Sinne nu skal ud i alle SuperBrugsen- og Kvickly-forretninger i hele landet. (Foto: Sophie Baltzer- DR Midt & Vest © (c) DR)

Lokale specialiteter som honning og olier er på vej til at blive en milliard-forretning.

Sådan lyder beskeden fra COOP, der sammen med andre aktører på markedet satser massivt på lokale produkter med en god historie.

Engang var det nødvendigt at holde ind hos landmandens gårdbutik, hvis man ville have de helt specielle og lokale produkter.

Men vi kommer i stigende grad til at kunne finde lokalt produceret syltetøj, honning og te på hylderne i supermarkedet.

Vestjyske specialiteter indtager hele landet

Det gælder eksempelvis specialiteter fra Vesterhavsområdet.

Et af de nye mærker på vej til butikkerne hedder Niels&Sinne, som blandt andet tilbyder marmelade, snaps og te. Navnene var de mest typiske i fiskerfamilier på vestkysten i Jylland for 300 år siden.

30 vestjyske leverandører står bag navnet, som byder på i alt 45 forskellige produkter. Blandt andet laver slagtermesteren i Vorupør marmelade med lokale bær.

- Vi kender dem, der plukker bær og havtorn til os og de andre leverandører. Det er vigtigt for os, at det er nogen, vi kan stole på, så vi ved, at kvaliteten er i orden, fortæller slagtermester Søren Jensen.

Vi vil kende historien bag maden

Forbrugerne er vilde med at kende ophavet og historien bag de produkter, de køber.

Og salget går allerede godt, men vi har kun set toppen af isbjerget. Det fortæller informationsdirektør i COOP, Jens Juul Nielsen.

- Vi sælger allerede lokale varer for et treciftret millionbeløb. Men vi forventer at nå op på omkring en milliard inden for få år, siger han.

Supermarkeder konkurrer om lokale produkter

Både COOP, Dagrofa og Dansk Supermarked er allerede i gang med at lande aftaler med lokale leverandører af specialiteter.

For ifølge Jens Juul Nielsen vender kunderne i stigende grad ryggen til discount.

- Nu kommer der en modreaktion. Man i højere grad vil have varer, man ved hvor kommer fra, hvor man nærmest kender producenten selv. Så det bliver varer, der er mere unikke, autentiske og lokale, siger han.