Lokale tager sagen i egen hånd: Udenlandske medarbejdere får gratis danskundervisning

Midtjysk by gør op mod lovændring, der forhindrer udenlandske arbejdere i at lære dansk gratis.

I det lokale borgerhus i Frederiks sydvest for Viborg står dansklærer Børge Pedersen med en tavle og en pegepind.

På tavlen er der tegnet en ko, og der står skrevet horn, yver, hale og bug.

Han lærer udenlandske landbrugsmedarbejdere og bagere de ord, de særligt har brug for i deres daglige arbejde. Helt gratis.

En af dem, som sidder på skolebænken, er Ambrosie Serban fra Rumænien, der har arbejdet på Elmegaarden, siden han kom til Danmark for tre år siden.

Da han flyttede herop, vidste han ikke, om han ville blive. Men nu, hvor han er afklaret om at blive boende i Danmark, vil han gerne lære det danske sprog.

- Jeg vil gerne blive i landet, og jeg bliver bedre integreret. Jeg synes, det viser respekt, at jeg kan sproget, når jeg bor her, siger Ambrosie Serban.

Ambrosie Serban taler endnu ikke dansk, men han håber, at undervisningen kan ændre på det. (Foto: Thomas Gaardsmand)

En lovændring fra sidste år har medført, at det ikke længere er gratis at lære dansk på en sprogskole, hvis du er i Danmark for at arbejde, studere eller er her som EU-borger.

Netop det har to arbejdsgivere i den lille midtjyske by Frederiks valgt at gøre op med. Den ene er en mælkeproducent på Elmegaarden, mens den anden er en bagermester i Byens Kagemand.

- Det bør ikke være vores opgave, at den arbejdskraft, der kommer, kan klare sig selv ude på arbejdspladsen, siger bagermester Lars Trier Nielsen.

Han mener, det er vigtigt for arbejdsklimaet, at hans medarbejderne kan begå sig på dansk.

- Kommunikation øger forståelsen, og så er det jo vigtigt, vi kan sproget for at kunne kommunikere, siger han.

Bagermester Lars Trier Nielsen har fire udenlandske medarbejdere i sin virksomhed. (Foto: Thomas Gaardsmand)

Har ikke råd til undervisning

En aktindsigt, som DR tidligere har fået fra Danskuddannelsesdatabasen, viser, at omkring 10.000 færre internationale studerende og lønmodtagere lærer dansk, fordi de siden sidste år selv har skullet betale for deres undervisning.

Derfor er De Radikales integrationsordfører, Andreas Steenberg, der stemte imod lovændringen, glad for det midtjyske initiativ.

- Det er fremragende, for selvfølgelig skal flere udlændinge lære dansk, siger Andreas Steenberg og uddyber:

- Det er godt at se, at lokale fællesskaber finder sammen om undervisningen, når Folketinget vedtager så idiotisk en lov.

Manden med pegepinden, Børge Pedersen, er glad for, han kan hjælpe med at undervise de medarbejdere, der har behov for et bedre kendskab til dansk.

- Det er nogle dejlige mennesker, jeg underviser. Det er rigtig sjovt at få mere kendskab til deres baggrund, siger han.

Håber at inspirere andre

Børge Pedersen er i fleksjob, og de to arbejdsgivere, hvis medarbejdere lærer dansk, betaler ham for undervisningen. Han håber, at flere virksomheder vil følge trop.

- Vi vil gerne skubbe lidt til andre, som har mulighed for at gøre noget lignende, siger Børge Pedersen og uddyber:

- Der er andre virksomheder, der er i samme situation, så det må gerne brede sig som ringe i vandet.

Undervisningen i det lokale borgerhus i Frederiks startede officielt den 1. maj.

På Grundfos' virksomhed i Bjerringbro har man en lignende ordning.

Facebook
Twitter