Mårhunden lever - har det godt - og bor i Jylland

Antallet af registrerede mårhunde er mere end tredoblet på bare to år.

Mårhunden klarer sig rigtig godt i den jyske natur. Her har jæger Thorsten Dahl Pedersen fra Salling fundet mårhunden - og dens hule.

Bestanden af de invasive mårhunde er nu i kraftig vækst i Jylland.

- Vi har fanget eller skudt 17 mårhunde det seneste år, siger jæger Thorsten Dahl Pedersen fra Brokholm i Salling. De tidligere år har vi kun registreret fire mårhunde i alt, så den har virkelig etableret sig her i Salling nu, siger han.

Det samme gør sig gældende i store dele af Jylland, bekræfter Naturstyrelsen.

- I 2014 registrerede vi lidt over 100 mårhunde i Jylland, i 2015 omkring 250 og i 2016 omkring 400 mårhunde, så det er mere end en tredobling på to år, siger Lars Trier, leder af Naturstyrelsens Projekt Mårhund.

For nogle år siden var der masser af historier om mårhunde i medierne. Men der blev mere stille omkring dyret, da ulven vendte tilbage til Danmark i 2012.

Mens danskerne de sidste par år livligt har diskuteret ulven, så er mårhunden løbet under radaren. Modsat ulven, så er mårhunden ikke naturligt hjemmehørende i den danske natur. Den er indført til Rusland som pelsdyr og har derfra bredt sig ud i Europa.

- Med den fremgang vi nu oplever nu i bestanden, så er tiden kommet til igen at sætte fokus på det invasive rovdyr, mener jægeren Thorsten Dahl Pedersen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter