Måtte droppe Mallorca: Familien Clemmensen holder ferie herhjemme i lejet autocamper

Autocampere hitter mere end nogensinde - nu også hos børnefamilier.

Familien Clemmensen fra Varde bruger en uge af sommerferien på at køre rundt i Jylland og på Fyn i en lejet autocamper.

For første gang, siden børnene blev født, skulle familien Clemmensen have været på charterferie til Mallorca.

Men det satte coronavirus og de lukkede grænser en stopper for.

I stedet er familien taget på sommerferie i Danmark i en lejet autocamper.

- Det er simpelthen så fantastisk. Vi kommer hinanden ved på en helt anden måde og opdager nye sider af Danmark, siger Annette Clemmensen, mor til Mathilde på seks år og Valdemar på fire år.

Det er delvis datteren, der har fået familien på idéen om en sommerferie i et feriehus på fire hjul.

- Vi har læst Sigurd Barretts danmarkshistorie sammen, så hun spurgte, om vi skulle køre rundt og se Jellingstenene og de slotte- og herregårde, som vi har læst om. Vi tænkte, at det var en oplagt mulighed, siger Annette Clemmensen.

Børnefamilien fra Varde er ikke de eneste, der denne sommer holder ferie i en autocamper.

Faktisk er der så stor rift om at leje eller købe en autocamper, at mange forhandlere må melde alt udsolgt.

Det gælder blandt andre Ahorn Danmark i Viborg.

- Vi har oplevet en enorm stor efterspørgsel, især i skolernes ferie, fortæller indehaver Rasmus Andreassen.

Firmaet er forholdsvis nye spillere på markedet og satte derfor kun seks fabriksnye biler ind i år for at teste interessen for at leje en autocamper.

- Vi var lidt konservative, men kunne sagtens have udlejet mindst 50 autocampere, siger Rasmus Andreassen.

Hos Dancamper Horsens har salgschef Peter Dam også travlt. Både salg af nye vogne og udlejning er steget markant.

Før var det især seniorerne, der besøgte butikken. Efter coronanedlukningen er kundekredsen udvidet med unge og børnefamilier.

- Du kan holde på

rastepladser
,
lystbådehavne
og campingpladser. Der er heldigvis kommet flere steder, hvor man kan campere med sin autocamper, siger Peter Dam.

Tal fra European Caravan Federation viser, at der i årets første tre måneder er solgt over 60 procent flere autocampere sammenlignet med sidste år.

På europæisk plan satte registreringen af autocampere ny rekord med 131.970 fabriksnye autocampere.

Den voksende interesse mærkes også hos iværksætter Henriette Rask. Hun står bag konceptet Pintrip. En rejseguide for autocamper-turister i Danmark, der indeholder 250 holdepladser.

- Sidste år solgte vi vores pintrip-guide til cirka 15 procent af alle danske autocampere. I år har vi solgt til 25 procent på det her tidspunkt. Det er ud over al forventning, siger Henriette Rask.

Til gengæld er salget af rejseguider til tyske og norske autocamper-turister faldet i år.

Fire dage inde i turen er familien Clemmensen så begejstrede for feriehuset på fire hjul, at de melder sig klar til at leje en autocamper en anden gang.

- Vores land kan faktisk noget helt fantastisk, har jeg fundet ud af. Ungerne nyder det, så jeg kan stærkt anbefale det til andre børnefamilier, siger Annette Clemmensen.

Facebook
Twitter