Sidste år skete der 342 alvorlige ulykker i landbrug, skovbrug og fiskeri.
Ulykkerne kostede hver for sig mindst tre ugers sygdom. Det er det højeste tal i seks år, viser nye tal fra Arbejdstilsynet.
Og når det kommer til dødsulykker, ligger landbruget i top.
Her mistede 11 livet sidste år på grund af en arbejdsulykke. Året før var det syv.
Overrasket formand
Tallene kommer bag på formanden for Landboforeningerne MidtVest, Kristian Gade. Han havde indtryk af, at tallene stille og roligt var på vej ned.
- Jeg synes ellers vi har gjort meget. Vores arbejdsmiljøkonsulenter gennemgår sikkerheden i de enkelte landbrug, og vi deler pjecer ud til landmændene, siger han.
Maskiner og kvæg
De store syndere er landbrugsmaskiner og ulykker, hvor landmanden bliver klemt af kvæg.
Men også her mener Kristian Gade, at der er gjort meget for at forbedre sikkerheden.
- Men når tallene er som de er, må vi arbejde endnu mere på at forhindre ulykker. For ingen tvivl: Det skal være lige så sikkert at arbejde i landbruget som i andre erhverv, understreger han.