For mange sosu-studerende dropper ud: I Thisted gennemfører 94 procent

Frafaldsprocenten er i bund på uddannelsen til social og sundhedsassistent i Thisted.

Anette Damgaard (nummer to fra venstre) med sine kollegaer på Dragsbækcentret. (Foto: © Thisted Kommune)

Der er stor mangel på social- og sundhedsassistenter, men i Thisted Kommune har de knækket koden til at få uddannet flere.

Et individuelt læringsforløb på uddannelsen til Social- og Sundhedsassistent har vist sig at være en succes. I Thisted er der kun 6 procent af eleverne, der dropper ud. På landsplan er det 26 procent. Det viser seneste opgørelse fra FOA og Kommunernes Landsforening.

- Når vi ser, at en elev har behov for ekstra støtte for at gennemføre uddannelsen, samarbejder praktikstedet, vejledere og skolen med at lave en individuel plan for eleven, siger Nina Jexen, der er uddannelseskoordinator.

Den individuelle læringsplan tager udgangspunkt i, hvordan man kan motivere eleven til at gennemføre uddannelsen.

- Det er rigtig vigtigt, at eleven føler sig set og hørt og selv er med til at skabe sit eget forløb, siger Nina Jexen.

Anette blev motiveret af tryghed

Anette Damgaard er i praktik på et af kommunens ældrecentre, og har mærket den ekstra støtte, som uddannelsen kan give.

- Min vejleder siger til mig, at 'jeg er her for dig og ikke for at se dine fejl, og du kan altid komme til mig, hvis der er noget'. Og det gør, at jeg kan vokse i det.

Hun oplever, at hun kan nå de faglige mål, hun sætter sig, fordi hun mærker tryghed og stabilitet.

- Jeg er tryg ved at være elev, fordi jeg ved, at jeg godt kan det. Jo mere man oplever det, jo mere blomstrer man og fungerer i sin hverdag. Pludselig har jeg overblik og struktur, hvad jeg ikke havde før.

Anette Damgaard er sikker på, at hun nok skal gennemføre uddannelsen.

- Det er som at klatre op på et bjerg og tænke; hold da op, jeg gjorde det.