Mejetærskerne står stille: Årets høst risikerer at drukne i regn

I store dele af Jylland står markerne under vand.

Landmændene havde egentlig udsigt til en flot høst ovenpå sidste års tørke.

Men voldsomme regnmængder i august har stoppet mejetærskerne og skabt seriøs bekymring for høsten hos landmændene.

Ikke mindst i store dele af Jylland, hvor det har regnet mest.

- Jeg får nervøse trækninger, når jeg kigger på mine marker, siger Morten Yde, som er landmand ved Snedsted i Thy.

Allerede halvvejs gennem august er der nogle steder i landet faldet, hvad der svarer til en hel måneds nedbør, skriver DMI. Det gør det svært for mejetærskerne at køre på markerne.

Skybrudene har været hårde ved kornet, siger chefrådgiver i Landbo Thy Michael Riis.

- Kornet står i noget blankt vand, og det kan nemt tage skade. Det kan nemt lægge sig ned, så det bliver rigtig svært at samle kornet op, siger han.

Nordjylland er hårdest ramt

En tredjedel af høsten i hele landet er allerede i hus, skriver Landbrugsavisen. Mest i det sydøstlige Danmark, hvorimod i Nordjylland er man knapt nok begyndt på de vigtigste kornsorter vinterhvede og vårbyg, fortæller Michael Riis.

- Vi mangler stadig at få rigtig meget korn høstet. Langt det meste korn er ved at være høstklar, så vi venter bare på noget godt høstvejr.

Efter en lang tørkeperiode sidste år, hvor mange landmænd tabte penge, vil et godt høstår falde på et tørt sted, siger landmand Morten Yde.

For ham og de andre landmænd er situationen dobbelt ærgerlig, fordi kornet står så flot i år på de våde marker.

- Jeg er rigtig ked af, at der står nogle fantastiske afgrøder derude, som vi havde glædet os meget til at bjærge. Det er godt nok en udfordring nu, siger han.

Michael Riis fra Landbo Thy regner med, at tre dage med tørvejr kan gøre markerne klar til at blive høstet.

DR's vejrudsigt lover dog mere regn både torsdag og lørdag, så mange landmænd kommer helt sikkert til at betale ekstra for tørring af kornet, når det engang bliver bjærget, siger Michael Riis.