Miljøforkæmpere rejser granitsøjle: Politikere svigter naturen

Danmarks Naturfredningsforening laver happening for at drage opmærksomhed til giftforureningen ved Høfde 42.

En 2,3 meter høj granitsøjle blev klokken 9 rejst ud for Cheminovas fabriksanlæg.

Det er Danmarks Naturfredningsforening, der rejser søjlen for at markere deres utilfredshed med, at politikere tøver med at rydde op efter de giftdepoter, der ligger under sandet ved Harboøre Tange og Grindsted.

På granitsøjlen står der blandt andet ”Til SKAM”, ”Kærgaard Klitplantage, Grindsted By”, ”Høfde 42, Harboøre Tange” og ”Forgiftning af dansk natur.”

Det var helt tilbage i 1950'erne og 60'erne, at først Cheminova, og siden den danske stat, brugte Høfde 42 til giftdepot.

Danmarks Naturfredningsforening rejser granitsøjlen for at få politikernes opmærksomhed.

- Det ville være mærkeligt, hvis der ikke er nogen, der reagerer, når vi stiller en stor sten på nogen andres grund, siger John Clausen, næstformand ved Danmarks Naturfredningsforening i Lemvig og talsperson for skamstøtten.

De omstridte giftdepoter har skabt stor politisk debat, og i marts i år sagde Esben Lunde Larsen, at der i 2019 skal laves en ny forhandling om, hvordan man skal håndtere den slags sager.

Men det mener John Clausen ikke, man kan vente på.

- Hvis der kommer en århundredestorm til efteråret og vandstanden stiger, vil den rive høfde 42 i stykker. Giften vil løbe ud i Limfjorden, og det tror jeg ikke, at der er ret meget, der overlever, siger John Clausen.

Det vurderes, at det vil koste 250 millioner kroner at rense området.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk