Millioner af kroner skal få flere landmænd til at lukke dyr ud på græs

Minister starter naturpleje-projekt til 130 millioner med støtte fra EU og private fonde.

Flere steder gror naturen til, og dyrearter forsvinder, fordi landmænd opgiver at sende dyr på græs. (ARKIVFOTO) (Foto: Stine Larsen © Scanpix)

Det skal fremover kunne betale sig for landmænd at sætte dyr på græs og pleje naturen.

Derfor starter Miljø- og Fødevareministeriet nu et storstilet naturplejeprojekt med deltagelse af otte kommuner og seks landboforeninger i Midtjylland og Himmerland.

- Vi præsenterer et projekt, hvor landmanden skal blive en endnu mere aktiv naturplejer, og hvor han får en ny rentabel driftsgren på sin ejendom, siger miljø og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Projektet, EU LIFE IP Natureman, har et budget på 130,1 millioner kroner og støttes udover EU også af Aage V. Jensen Naturfond og 15. Juni Fonden.

Brølende køer og skrigende viber har historisk hørt sammen i det åbne danske landskab. Men mange steder har landmændene opgivet at sætte dyr på græs, fordi det er besværligt og ikke kan betale sig. Naturen gror til, viberne forsvinder, og det samme gør mange andre sjældne dyr og planter.

Derfor skal projektet gøre det mere attraktivt for landmænd at udføre naturpleje, understreger miljø og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

- Vi skal bruge redskaber som jordfordeling, samling af naturarealer, uddannelse af landmænd og landbrugskonsulenter i naturpleje og inddragelse af de kommunale naturmedarbejdere i løsning af problemerne. Så der er rigtig mange positive gevinster i projektet, som vi skal bruge fremover, siger ministeren.

Projektet udspringer af aftalen i Folketinget om Naturpakken og løber over de kommende otte år. Det kommer til at foregå i 11 udvalgte såkaldte Natura 2000-områder i Midtjylland og Himmerland.

De otte involverede kommuner er Viborg, Skive, Aalborg, Rebild, Vesthimmerland, Jammerbugt, Randers og Mariagerfjord.

Facebook
Twitter