Millioner af skattekroner går til events: Men de tjenes sjældent ind igen, vurderer forsker

Når kommuner forventer overskud på events, glemmer de ifølge forsker ofte udgifter til løn.

Nordmanden Alexander Kristoff vandt guld ved EM i landevejscykling i Herning i august. Et event, som Herning Kommune har betalt skattekroner for at få til byen. (foto: Henning Bagger / Scanpix 2017) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

EM i landevejscykling, EM i triatlon og World Cup Dressur.

Det er nogle af de store events, som Herning Kommune har kastet penge i år. Faktisk er den midtjyske kommune en af de kommuner, hvor events er en fast del af dagsordenen, og som hvert år poster omkring fire millioner kroner i store begivenheder.

Men det er langt fra altid en god forretning for kommunen, mener en forsker på området.

Byrådet mener, at investeringen i events giver overskud og dermed flere penge til skoler, ældre og børnehaver.

- Der er ingen tvivl om, at vores eventstrategi er til kolossal gavn for vores område, siger John Poulsen (R), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Herning.

Men generelt tjener lokalområder sjældent stort på events, fortæller Rasmus Storm, som er forskningsleder på Idrættens Analyseinstitut.

- Vi ved fra internationale studier, at det som regel ikke er en finansiel guldgrube at afholde events, siger han.

Regnestykket er meget indviklet. Når en kommune forventer stort overskud på events, kan det skyldes glemte udgifter, for eksempel til embedsmændenes løn under projektet.

- Der kan være en tendens til, at nogle kommuner tager den lidt mere positive udgave uden de mange forbehold, når de beregner de her events, forklarer Rasmus Storm.

  • Til maj næste år skal Herning lægge is til ishockey-VM i Danmark. (Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix)
  • Arkivfoto: Fire danske dressurekvipager sikrede dansk hold til OL, da der tidligere på året var World Cup i dresser i Herning. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
  • Verdensnavne, som tidligere på året havde kørt Giro d'Italia og Tour de France, dystede om EM i landevejscykling i Herning i sommer. (foto: Henning Bagger / Scanpix 2017) (Foto: henning Bagger © Scanpix)
1 / 3

Men når der er events i Herning, oplever de lokale service- og handelserhverv, at omsætningen er højere end normalt, påpeger udvalgsformand Johs Poulsen. Og de store events giver også igen til foreninger, som stiller op med frivillige, der arbejder til de forskellige events og tjener penge ind til foreningen på den måde.

- I bund og grund handler det om, at vi med events får et større indtægtsgrundlag, end vi ellers ville få - samtidig med at vi får nogle fede oplevelser, siger Johs Poulsen (R).

På gaden i Herning er de fleste glade for begivenhederne.

- Det er vigtigt, for det er fedt, når der kommer gang i gaderne, og der kommer flere mennesker, siger 19-årige Sofie Pajbjerg.

- Det er rigtig fint at gøre opmærksom på Herning og få alle de her store events, mener 67-årige Anni Harrestrup.

Netop på stoltheden kan kommunerne være mere sikre på gevinst ved et event, mener forskningslederen.

- Øget glæde og selvforståelse er ganske vist uhåndgribelige effekter, men det er jo nyttige effekter, som kan være ligeså gode som en økonomisk effekt, siger han.

Facebook
Twitter