Ministre drages ind i sag om falsk læge: SF vil stoppe misbrug af læge-id

Samtidig ønsker flere sundhedsfaglige organisationer autorisationsregister lavet om.

Den falske læge har misbrugt en rigtig læges såkaldte autorisations-id. Alle lægers autorisations-id er offentligt tilgængelige på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside. (Foto: Grafik: Signe Heiredal)

SF stiller nu spørgsmål til både sundhedsministeren og justitsministeren, efter DR i går kunne fortælle om en falsk læge, som i mere end et år var frivillig rådgiver i facebookgruppen "Spørg en læge om Coronavirus".

- Det er vigtigt, at vi får stoppet den slags. Identitetstyveri er ulovligt, men det er kvaksalveri i høj grad også, siger SF's sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen.

Den falske læge er en tidligere sygeplejevikar fra Regionshospitalet Viborg. Hun har misbrugt en rigtig læges autorisations-id og navn for at få adgang til rådgiverteamet i facebookgruppen. Sagen er nu anmeldt til politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed.

SF's sundhedsordfører i Folketinget, Kirsten Normann Andersen, vil dog også have sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) til at se på, om lægers faglige identitet er godt nok beskyttet i det nuværende autorisationsregister.

- Autorisationen har jo to formål. Både at beskytte faggruppen, men også beskytte borgeren. Så det er er ikke så ligetil at sige, hvad løsningen er. Men uanset hvad, er det kriminelt at misbruge sådan et id-nummer og optræde som læge over for borgere. Det skal vi gøre, hvad vi kan, for at få stoppet, siger Kirsten Normann Andersen.

Lægeforeningen ønsker på baggrund af sagen her, at en læges autorisations-id ikke længere skal være frit tilgængelig på nettet.

Men det er nok ikke den rigtige løsning at skjule det for offentligheden, siger Kirsten Normann Andersen.

- For det er også en borgersikkerhed for, at den sundhedsperson, man er i hænderne på, har den fornødne viden til at foretage de ting, man foretager sig.

Opbakning til registerændring

Lægeforeningen står dog ikke alene med ønsket om at undgå misbrug af en læges faglige id. Både Psykologforeningen og PTO, Praktiserende Tandlægers Organisation, bakker op.

- Patienterne har ikke brug for vores autorisations-id. Har man adgang til det, har man adgang til mange flere oplysninger, der gør, at man kan snyde, siger Poul Staal, formand for PTO.

Ifølge Poul Staal har der været forsøg på snyd med recepter, som tandlægerne blandt andet bruger autorisations-id til.

Ifølge registerforsker Bo Abrahamsen fra Syddansk Universitet, som selv er overlæge, er det muligt at søge langt mere detaljeret i det danske autorisationsregister sammenlignet med andre landes registre. Han kalder det et ’tag-selv-bord’ med hensyn til at finde en læge, som man kan udgive sig for.

Bo Abrahamsen siger, at det fik ham til at advare myndighederne allerede, da autorisationsregistret blev indført.

- Når jeg valgte at skrive til Sundhedsstyrelsen, var det, fordi jeg ikke kunne se, at det ville gøre det sikrere som patient, siger forskeren.

Ansvaret for autorisationsregistret ligger i dag hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

DR har forelagt Bo Abrahamsens kritik for styrelsen, der ikke ønsker at kommentere.

Styrelsen henviser til et tidligere svar, hvor vicedirektør Birgitte Drewes blandt andet sagde, at det nuværende system er strikket sammen, så man afvejer lægernes behov for personbeskyttelse og patienternes behov for gennemsigtighed.

- Man kan altid gøre ting anderledes, men det nuværende system har været udtryk for en lang række overvejelser. Og hvis man skal kigge på, om det kan gøres anderledes, skal det tænkes rigtig godt igennem, for det vil være en meget stor opgave, og konsekvenserne kan være store, sagde Birgitte Drewes.

FOAs sektorformand Torben Hollman siger til DR, at man skal passe på med at skabe store ændringer på baggrund af enkeltsager, men han hilser velkommen, at der bliver set på, hvordan autorisationsregistret er skruet sammen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk