Muslingefarme spolerer Lones badetur: Vandet er grimt og plumret

Muslinger renser vand for alger. Men nu er muslingefarme kommet i modvind.

Sommerhusejer Lone Viggers bader ikke længere ved muslingefarmen på grund af muslingers ekskrementer. (Foto: Nicolaj Bøndergaard Madsen © dr)

For to år siden fik Lone Viggers en ny nabo.

- Vi opdagede det ved, at der pludselig kom både sejlende med sorte plastikrør, som de lagde lige uden for vores vinduer, fortæller Lone Viggers, der er formand for grundejerforeningen Oddesund Syd.

Ud for familiens sommerhus ved Oddesund i den vestlige del af Limfjorden var en ny muslingefarm med tusindvis af muslinger på liner ved at blive til. Uden at de som grundejerforening havde fået noget at vide om det nye erhverv.

- Vi anede ingenting. Vi er ikke blevet hørt af Fiskeristyrelsen, som har givet tilladelsen til anlægget. Det burde de have gjort, fordi vi som beboere er den tætteste nabo til anlægget. Så vi har en stor interesse i det, der foregår lige uden for vores vinduer, siger Lone Viggers.

Ud over at det ødelægger fjordudsigten, gør muslingernes ekskrementer - ifølge Lone Viggers - vandet forurenet lige omkring muslingefarmen.

Derfor tager hun ikke længere en dukkert i vandet.

- Når vinder kommer fra anlægget, bliver vandet plumret, så jeg bader her ikke mere, siger hun.

Farmen ved Oddesund er en såkaldt smartfarm. Det smarte ligger i, at de lange plastikrør skal tynges ned under overfladen, i takt med at muslingerne vokser sig tunge. Det kaldes undersænkning og skulle altså sikre, at anlæggene forsvinder under vandoverfladen.

Det var også den melding, Lone Viggers fik på et møde med Hedeselskabet, selskabet Blå Biomasse A/S, Struer Kommune og Fiskeristyrelsen.

Men det virker ikke, mener Lone Viggers.

- Vi fik at vide, at vi bare skulle vente og se, for på et tidspunkt ville anlægget blive stort set usynligt. Det er bare ikke sket endnu, lyder det fra en frustreret grundejerformand.

Når farmene ikke synker, ødelægger de lange, sorte og skinnende rør fra farmene udsigten over fjorden.

Men ifølge Blå Biomasse A/S, som har etableret farmen ved Oddesund, har de aldrig lovet, at den ville blive usynlig. Selskabet har sagt, at jo flere muslinger man har, jo lavere vil farmene ligge.

- Man kan ikke lave en fuldstændig undersænkning af de her anlæg. Det er ikke teknisk muligt, siger pressechef hos Hedeselskabet, der står bag Blå Biomasse, Anne Eisenberg.

DN: Det vilde vesten

Fiskeristyrelsen har foreløbig givet tilladelse til 11 smartfarms i Danmark. Syv i Limfjorden og fire ved Horsens fjord, og lige nu behandler styrelsen ansøgninger om yderligere ti farme i Limfjorden.

I en rapport fra

DTU
Aqua og Aarhus Universitet konkluderer de, at muslinger er gavnlige for vandmiljøet, fordi de binder
kvælstof
. Men de påpeger også, at havmiljøet under farmene kan lide skade på grund af ekskrementer.

Desuden bliver muslingerne serveret på danskernes spiseborde, mens de mindre muslinger bliver brugt som proteinfoder til husdyr.

Dermed kan landbruget spare på

importen
af soya fra Sydamerika. Til gavn for regnskovene.

Men selvom muslinger har mange gavnlige

effekter
, kritiserer Danmarks Naturfredningsforening produktionen af muslinger.

- Under muslingefarmene samler der sig affaldsprodukter fra muslingerne, og det risikerer at slå havbunden ihjel, og det ér meget alvorligt, siger Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

Hun mener, ministeriet er for lemfældige med tilladelserne til farmene og opfordrer ministeriet til at gribe ind, så de ikke bliver placeret, hvor de påvirker naturen negativt.

- Det er det vilde vesten. Jeg vil opfordre Mogens Jensen (socialdemokratisk minister for

fødevarer
og fiskeri, red.) til at få styr på det her område og til at sikre, at der er ordentlige retlige forhold omkring muslingefarmene.

- Han skal omgående stoppe med at give nye tilladelser og tage et kig på de tilladelser, der allerede er givet, siger Maria Reumert Gjerding.

Hos Hedeselskabet fastholder de, at det er et plus for miljøet.

- Vi kan se, at vandet bliver klarere omkring muslingefarmene. Vi tror stadig fuldt og fast på, at det her er et rigtig godt forretningsområde. Både forretningsmæssigt, men lige så vigtigt, at det er med til at løse nogle af de problemer, der er i det danske vandmiljø, siger pressechef Anne Eisenberg.

Minister: Gavner mere end de skader

Overdommer i sagen er fødevare- og fiskeriminister Mogens Jensen (S). Og han vil ikke sige stop, som Danmarks Naturfredningsforening ønsker.

- Muslinger giver et meget, meget renere vandmiljø, samtidig med man kan bruge muslinger til foder, så vi ikke skal importere så meget soya. Det opvejer den problemstilling, der er omkring ekskrementerne, siger Mogens Jensen.

Men han beklager, at grundejerforeningen ikke blev hørt på forhånd og anerkender husejernes utilfredshed.

- Jeg forstår godt de frustrationer, der kan være, når man ser, hvordan det visuelt ser ud i en vandoverflade, og hvor man helst bare vil se det åbne vand, siger Mogens Jensen.

Men i tilfældet med muslingefarme på vandet, forklarer han, at det i nogle tilfælde kan være svært at definere, hvornår man er nabo og bør høres.

- Derfor vil jeg gerne kigge på, hvordan vi kan gøre de her høringsrunder langt mere præcise, så de mennesker, som bliver berørt, selvfølgelig får mulighed for at blive hørt, siger Mogens Jensen.

Lone Viggers kan dog ikke bruge en undskyldning til noget og må til sin store ærgrelse affinde sig med udsigten.

- Jeg tror faktisk ikke, de ved, hvor grimt det her anlæg er.

Facebook
Twitter