Naboer klager over 40.000 månegrise i Thy

Naboer protesterer nu mod ny griseproduktion i Thy, selvom målet netop er at undgå gener.

Målet med månegris-projektet er at genere naboerne så lidt som muligt. Men nu klager naboer alligevel. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Naboer protesterer nu mod de aktuelle planer om at producere såkaldte månegrise på en ny gigantisk svinefarm i Thy.

- Det vil gøre vores ejendomme usælgelige på grund af gener fra svinefarmen, siger Mikael Fenger fra Jannerup.

Han bor under en kilometer fra det område, hvor det er planen at bygge en svinefarm med syv stalde, der skal producere 40.000 grise om året.

- Jeg tror ikke på, at produktionen af månegrise vil virke efter hensigten. Det er alt for kompliceret, siger Mikael Fenger.

Målet med projektet "Månegris" er ellers at producere svin uden forurening og gener for naboerne.

- Vi har jo teknologi, som kan begrænse både lugt og ammoniak til meget lave niveauer, siger afdelingsleder Henrik Bæksgaard fra slagteriet Tican i Thisted. Tican er sammen med flere virksomheder og organisationer med i konsortiet Apollo Thy, som står bag svinefarmen.

- Målet er, at vi kan lave en nulstald helt uden forurening, siger Henrik Bæksgaard.

Men de argumenter beroliger altså ikke Mikael Fenger i Jannerup. Han fortæller, at mange af naboerne i området både individuelt og samlet vil klage over Thisted kommunes miljøgodkendelse, som netop nu er i høring.

Månegris-projektet i Thy er et af fire lignende projekter landet over.

Facebook
Twitter