Næsen er yt - nu kan lugt måles kemisk

Danske forskere har fået gennembrud i lugtforskning, og nu kan man lugte uden næsen.

Før spredte man gylle gennem luften, nu bruges andre metoder for at begrænse gyllelugten. Her er en landmand ved Vebbestrup nord for Hobro i gang med arbejdet med at nedfælde gyllen på en mark, der har været brugt til majs sidste år. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det stinker, men hvor meget stinker det? Danske forskere har som de første fundet en metode til at måle lugte rent kemisk og dermed erstatte den menneskelige næse.

Det kan hjælpe både landmænd og naboer til svinestalde, fordi den nye kemiske måling af lugten kan gøre arbejdet med at reducere lugtgener mere præcist og effektivt.

- Vi har arbejdet med det i årevis, og nu er det lykkedes at finde en metode, siger lektor Anders Feilberg fra Aarhus Universitet.

Hidtil har man målt lugte ved at lade mennesker snuse til luftprøver i et laboratorie.

- Men det er en meget usikker metode. Så meget desto vigtigere er det, at vi nu har fundet en metode til at måle lugtstofferne rent kemisk, siger lektor Anders Feilberg.

Ved hjælp af den nye teknik kan den meget variable sensoriske respons fra en menneskelig næse forudsiges ud fra den mere præcise kemiske måling af lugtstoffer som fenoler og indoler.

Dermed kan ny teknologi altså erstatte den menneskelige næse. Metoden er udviklet til at måle lugten af svinestalde, men vil også kunne bruges til at måle andre lugte.

Projektet er støttet af GUDP, det grønne udviklings- og demonstrationsprogram under Miljø- og Fødevareministeriet. Forskerne fra Aarhus Universitet har samarbejdet med landbrugets rådgivningscenter SEGES.

Facebook
Twitter