Mange nye biler kører i dag på el for at undgå den store miljøbelastning, som benzin og diesel fører med sig.
Der er dog mange transportformer tilbage, der stadig ses som store klimasyndere. Heriblandt skibe, flyvemaskiner og lastbiler.
Men den store CO2-udledning, de bidrager med, kan inden længe være fortid.
For planer om såkaldte Power-to-X-anlæg skyder frem i Danmark. Her kan man producere grønt brændstof som metanol eller ammoniak ud fra vind eller sol, som kan bruges til netop skibe, tung transport - og måske endda fly.
Seneste skud på stammen er et anlæg på Hanstholm Havn, der allerede har overhalet de andre indenom.
Det er landets første kommercielle anlæg, der allerede fra næste år kan levere brændstof til fiskerflåden.
På havnen i Hanstholm skal der bygges en ny vindmøllepark og to nye anlæg til formålet. Det ene skal producere brint, og det andet metanol.
Når de to anlæg er rejst, bliver de koblet sammen, så man på den måde kan producere de grønne brændstoffer.
- Vi kan producere det her brændstof kommercielt, så det kan sælges, og man kan tjene penge på det. Det projekt, vi ser her i Hanstholm, bliver det første af sin art, siger Nils Skeby, der er havnedirektør på Hanstholm Havn.
Første CO2-neutrale fiskerihavn
At metanolen bliver produceret på selve havnen har store fordele, mener havnedirektøren.
- Vi har en industriklynge, der ligger meget tæt forbundet med hinanden. Samtidig har du et havneanlæg, der, qua sin placering ud til vandet, også er nogenlunde isoleret fra borgerne og byen, siger Nils Skeby og uddyber:
- Derfor er det lidt lettere at få rejst de her ting i god harmoni med samfundet. Vi har nogle naturlige stedbundne ressourcer i forhold til vind og solskinstimer, og det giver vedvarende energi. Det betyder, at Hanstholm Havn bliver den første CO2-neutrale fiskerihavn i Europa.
Power-to-X-anlægget og dets brændstof er også noget, som får stor betydning for lokalområdet, siger Nils Skeby.
- Det er helt sikkert vigtigt for havnen her. Fiskeriet er under et voldsomt pres i de her år, og derfor er det rigtig vigtigt for havnens fremtid, og for de lokale virksomheder og arbejdspladser, at vi får udviklet nogle nye forretningsområder, siger han og tilføjer:
- Der synes vi, det er meget nærliggende at tage fat i energien som et område, der passer godt ind i klimadagsordenen, vi alle er en del af.
Du kan se, hvor det kommende anlæg skal placeres, i videoen her:
Fotograf: Martin Stenbæk Hansen