Nedrivninger skal hjælpe klimaet

60.000 huse på landet bør rives ned. Ikke bare fordi de skæmmer landsbyerne og tiltrækker socialt udsatte. De sluger også for meget energi og skader dermed klimaet, siger Det Økologiske Råd.

Sidste år blev der uddelt 200 millioner kroner til nedrivninger via nedrivningspuljerne. (Foto: Tom Herman Christensen © DR)

At de forfaldne huse på landet skal rives ned, har man før hørt. Men nu kommer Det Økologiske Råd med endnu et argument.

De dårlige huse sluger for meget energi og skader dermed klimaet.

De dårlige og meget billige huse skæmmer landsbyerne og tiltrækker folk med sociale problemer. Det har været de klassiske argumenter for at rive tusindevis af huse ned på landet.

Energibesparelser er afgørende

Men hensynet til energiforbrug og fremtidens klima bør være et aspekt, man tager med i overvejelserne, når man skal afgøre, hvilke huse der skal rives ned.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Dyck-Madsen, der er energimedarbejder i Det Økologiske Råd.

- Vi har en forpligtelse til i Danmark at omstille vores energiforsyning frem til 2050. Og et af de væsentligste virkemidler er at energieffektivisere, hvor vi kan, siger han.

Huse i landområder sluger energi

Søren Dyck-Madsen mener, at man er nødt til at fokusere på nogle af de steder, hvor der står nogle bygninger, der er betydeligt dårligere end gennemsnittet.

- Og de huse finder man ude i det åbne land, siger han.

Det er i alt 60.000 huse, der bør rives ned, mener Det Økologiske Råd.

Gør man det, vil det også være til gavn for boligmarkedet, der i mange landområder er gået helt i stå.

- Og når boligmarkedet er gået i stå i et område, kan man heller ikke låne penge til energiforbedringer i de huse, der er bevaringsværdige. Derfor vil nedrivningerne være en vigtig brik i vores energieffektiviseringer, siger Søren Dyck-Madsen.

FacebookTwitter