Ni personer har fået ophævet opholdspligtudrejsecenter

Udlændingestyrelsen har ophævet opholdspligten for ni personer på tålt ophold på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Af de ni personer på tålt ophold, som har fået ophævet deres opholdspligt, var der kun en, som reelt opholdt sig på Kærshovedgård, fremgår det af et ministersvar til folketinget. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Ni personer på tålt ophold har fået ophævet deres opholdspligt på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Det er den foreløbige status fra Udlændingestyrelsen, som er i fuld gang med at gennemgå alle sager med personer, som har haft opholdspligt længere end tre år og 11 måneder.

Det sker efter Højesteret i januar i en konkret sag erklærede opholdspligten af netop den varighed for ulovlig.

Udlændingeordfører fra Dansk Folkeparti, Martin Henriksen, er en del af det politiske flertal, som står bag de seneste stramninger af forholdene for personer på tålt ophold. Han er ikke tilfreds med udviklingen.

- Vi så gerne, at der blev strammet op, frem for at man lemper reglerne, siger Martin Henriksen.

Af de ni personer på tålt ophold, som har fået ophævet deres opholdspligt, var der kun en, som reelt opholdt sig på Kærshovedgård, fremgår det af et ministersvar til folketinget.

Kun hvis personerne bliver boende på Kærshovedgård opretholder de retten til fri kost og logi.

Af et andet svar til folketinget fremgår det, at Rigspolitiet stadig overvejer, hvilke konsekvenser højesteretsdommen skal have for, hvordan, hvor og hvor ofte meldepligten for personer på tålt ophold fremover skal afvikles.

I alt er omkring 70 personer på tålt ophold i Danmark.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).