Nu kommer svindelsag i Forsvarets Ejendomsstyrelse for retten: Forstå sagen her

Stor sag om bestikkelse for op mod 1,8 millioner kroner i Forsvarets Ejendomsstyrelse kommer for retten i dag.

To tidligere medarbejdere ved Forsvarets Ejendomsstyrelse på Hjørring Kaserne kommer for retten i Viborg i dag i en svindelsag, der strækker sig over 450 forhold. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix © Scanpix)

Retten i Viborg tager i dag hul på en sag, som handler om bestikkelse af medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse.

Retssagen er kulminationen på en lang politiefterforskning. Politiet fik første anmeldelse i sagen i 2016.

Fem mænd er tiltalt.

Forstå sagen her:

To ansatte fra Forsvarets Ejendomsstyrelse er tiltalt

De to har været ansat i Forsvarets Ejendomsstyrelse.

De er tiltalt for at have modtaget bestikkelse, mens de arbejdede hos Forsvarets Ejendomsstyrelse.

Den ene har ifølge anklageskriftet fået renoveret sit hus og lavet en tilbygning for 1.740.000 kroner.

Den anden har ifølge anklageskriftet fået bøgehæksplanter og smedejernslåger for 35.250 kroner på sin private ejendom.

Tre tiltalte er fra det private erhvervsliv

Udover de to offentligt ansatte er der tre østjyske mænd, som ifølge anklageskriftet har medvirket til bestikkelse.

Der er tale om to selvstændige håndværkere og en tidligere, ledende medarbejder i en installationsvirksomhed.

De to håndværkere er tiltalt for bedrageri af særlig grov karakter, mens den tidligere, ledende medarbejder er tiltalt for bestikkelse og mandatsvig af særlig grov karakter, hvilket kan give op til otte års fængsel.

Han har ifølge anklageskriftet snydt både Forsvarets Ejendomsstyrelse og sin arbejdsplads, ved at han har fået kollegaer til at udføre arbejde for sig i privat øjemed.

Der er nedlagt navneforbud i sagen, og derfor må de tiltalte ikke kunne identificeres af offentligheden.

De i alt fem tiltalte kender hinanden fra deres arbejde.

Derfor er det ulovligt

Offentligt ansatte må aldrig modtage gaver fra kunder og samarbejdspartnere, forklarer Sten Bønsing, som er specialist i forvaltningsret på Aalborg Universitet.

For ansatte i det offentlige som Forsvarets Ejendomsstyrelse er det altså selve modtagelsen af en gave, der er ulovlig.

Det er til gengæld ikke forbudt at give gaver – med mindre de gives som bestikkelse, og man kan bevise, at giveren har haft til hensigt at opnå eksempelvis fordele ved at forære en gave væk.

Der ikke er nogen nedre beløbsmæssig bagatelgrænse.

- Selv 50 kroner kan være bestikkelse. Det afhænger af situationen, forklarer Sten Bønsing.

Det kommer til at ske i dag

På første dag i Retten i Viborg vil anklager Gorm Søgaard Lund fra Midt- og Vestjyllands Politi fremlægge sagens anklager, og det i sig selv forventes at vare et par timer. Det er nemlig et omfattende anklageskrift, som Midt- og Vestjyllands Politi har udarbejdet. Det tæller omkring 450 forhold.

Derefter begynder afhøring af én af de tiltalte.

Der er i alt afsat 17 retsdage til sagen. Der forventes dom 12. november. Anklagemyndigheden vil gå efter fængselsstraf af forskellig varighed til hver af de fem tiltalte.

Hverken anklager eller de fem forsvarsadvokater vil udtale sig, før retssagen begynder.

Rapport: Frit spil for svindel

En revisionsrapport fra Rigsrevisionen viste i 2019, at der tilsyneladende har været nærmest frit spil for svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse.

Medarbejderne i styrelsen har ifølge rapporten uden andres indblanding kunnet bestille varer og tjenesteydelser, kvittere for modtagelsen og godkende betalingen for varerne og tjenesteydelserne.

Det har betydet, at den enkelte medarbejder selv har kunnet gennemføre fiktive indløb på vegne af styrelsen.

En anden sag om mulig svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse er under efterforskning hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Her er der rejst sigtelse mod Forsvars-folk.

Denne sag kom frem, efter en whistleblower angiveligt afslørede, hvordan leverandører til ejendomsstyrelsen i ledtog med medarbejdere fra styrelsen bedrog Forsvarets Ejendomsstyrelse.