Ny undersøgelse: Stress kan give langtidsskader på kroppen

Stressskader på hukommelsen og koncentrationsevnen kan vare længe, og i nogle tilfælde over et år.

Ph.d-studerende Anita Eskildsen har dokumenteret, at stress kan give langtidsskader på hukommelsen og koncentrationsevnen. (© Arbejdsmedicinsk Klinik.)

Stress kan stadig sidde i kroppen over et år efter stressperioden.

Stress skader nemlig både hukommelsen og koncentrationsevnen. Det blev sidste år dokumenteret i en undersøgelse fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning.

Nu kan forskerne så dokumentere, at skaderne kan være langvarige.

- Vi har nu fulgt 56 patienter i et år siden den første undersøgelse, siger psykolog og ph.d.-studerende Anita Eskildsen fra klinikken.

- Det ser desværre ikke ud til, at patienternes vanskeligheder med hukommelse og koncentrationsevne forsvinder med det samme. En del af patienterne har fået langvarige problemer. I hvert fald i et år og muligvis meget længere, siger hun.

Resultaterne af stressundersøgelsen fra Herning bliver offentliggjort i en kommende udgave af tidsskriftet Stress: The International Journal on the biology of stress.

Kun 32 procent af patienterne føler sig helt eller næsten helt helbredt efter et år.

16 procent har efter et år stadig tilbagefald på grund af stress og har haft længere sygefravær på mindst en uge i kvartalet op til 1-årsdagen.

14 procent er uden job ved opfølgningen.

- De fortsatte kognitive vanskeligheder, altså hukommelses- og koncentrationssvigt, kommer til at spænde ben for deres helbredelse og tilbagevenden til arbejdsmarkedet, siger Anita Eskildsen.

Facebook
Twitter