Nyt alternativ til vejsalt er biologisk nedbrydeligt

Det nye alternativ til vejsalt skader hverken planter, fliser eller dyrepoter, som den traditionelle vejsalt gør.

Kyndestoft Maskinfabrik lancerer både et nyt middel til glatførebekæmpelse og en ny type spreder på messen Agromek, der åbner den 29. november i Herning. (Foto: Richard Sylvestersen © Scanpix)

Snart skal du til at passe på glat føre både på veje og fortove, og til at bekæmpe det er vejsalt både billigt og effektivt.

Det er bare ikke særlig godt for miljøet. Derfor lancerer Kyndestoft Maskinfabrik i Vinderup nu et alternativ baseret på organiske syrer.

Det nye middel mod glatføre er biologisk nedbrydeligt.

- Det skader hverken planter, jord, fliser, bygninger eller dyrepoter, siger direktør Albert Hedegaard fra maskinfabrikken.

Den miljøvenlige glatførebekæmpelse præsenteres som en nyhed på årets Agromek-messe i Herning.

Midlet har hidtil været anvendt i lufthavne, men har været for dyrt til almen brug i forhold til vejsalt. Med øget konkurrence på markedet og en ny spreder, som kan dosere midlet i flydende form, mener Albert Hedegaard, at det fremover vil kunne matche vejsalt også på prisen.

- Hvis man medregner de skader, som vejsaltet medfører, så er det klart billigere, siger han.

Men prisen på den miljøvenlige glatførebekæmpelse bliver afgørende for, om kommuner vil tage midlet i brug. Det siger driftschef Morten Christensen fra Thisted Kommune, som har ansvaret for 1.300 kilometer vej.

- Det er altid interessant med alternativer til vejsalt, men vi forvalter borgernes penge, så det skal være både billigt og effektivt, siger han.

Facebook
Twitter