Nyt klimatorium i Lemvig skal hjælpe med at bekæmpe verdens stigende vandstande

Forskere fra hele verden skal forsøge at løse klimaudfordringer med udgangspunkt i Lemvig

Sådan kommer det kommende klimatorium på Lemvig Havn til at se ud. (Foto: © Lemvig Vand og Spildevand)

Stigende vandstande, større nedbørsmængder og udfordringer med stormfloder.

Netop det skal et kommende klimacenter på havnen i Lemvig forsøge at afhjælpe.

I første omgang vil man forsøge at finde løsninger på lokale udfordringer afledt af klimaet, og derefter udbrede dem nationalt og internationalt.

- Det bliver et kraftcenter, hvor forskellige aktører skal finde nogle af de løsninger, som alle skriger efter, fortæller Steffen Damsgaard, der er formand for Lemvig Vand og Spildevand, som sammen med Lemvig Kommune er bygherre på projektet.

En af de udfordringer, det nye Klimatorium skal forsøge at finde en løsning på, er vandstanden i fiskerbyen Thyborøn. For byen synker, i takt med at grundvandet, havvandet og regnmængderne stiger.

Konkret arbejder man på at indsnævre kanalen i Thyborøn, og det kommer ikke kun til gavn for Thyborøn og Lemvig Forsyning. Andre kommuner omkring Limfjorden får også gavn af arbejdet, forklarer Steffen Damsgaard.

- Man kan reducere stormflodsvandstandene, hvis man indsnævrer Limfjorden. Det arbejder man på allerede nu, siger han.

Flere skal få øjnene op for satellitdata

Et andet konkret tiltag, som skal afhjælpe problemer affødt af de stigende vandstand, er brug af satellitdata.

- Med satellitdata kan vi eksempelvis få vigtig viden om, præcis hvor spildevandsledningerne risikerer at knække. På den måde kan vi nøjes med at skifte fem i stedet for tre kilometer ledning, siger Steffen Damsgaard.

Derudover har klimacentrets forening i Lemvig kontakt til forskere fra blandt andet New Zealand og Holland, som skal hjælpe med at finde flere konkrete løsninger - med udgangspunkt i Lemvig Kommune som forsøgsområde.

Herefter vil de arbejde på at brede løsningerne ud over kommunegrænserne. For lignende klimaudfordringer findes også i resten af landet, og for den sags skyld også internationalt, forklarer Steffen Damsgaard.

- Med Klimatorium får vi mulighed for at trække vidensinstitutitoner, universiteter og virksomheder til med henblik for at finde løsninger, siger han.

Steffen Damsgaard på byggegrunden på Lemvig Havn. (Foto: © Rasmus Gade Østergaard)

Flere års arbejde kulminerer

Byggeriet af Klimatorium, der koster 50 millioner kroner, går så småt i gang i dag, og det er stort, mener Steffen Damsgaard fra Lemvig Vand og Spildevand.

- Det er slet ikke til at få armene ned, for nu er vi kommet til så vigtig en milepæl, at håndværkerne er gået i gang med at grave til bygningen, som vi har arbejdet på at få etableret de seneste to-tre år, siger han og uddyber:

- Det bliver en fysisk synlig milepæl på, at nu kan vi komme videre. Nu kan vi få etableret bygningen, som er centrum for Lemvig Vand og Spildevands nye medarbejdere, men også alle udviklingsinitiativerne på klimasikringsområdet.

Lemvig Vand og Spildevand og Lemvig Kommune er de to store investorer i byggeriet med henholdsvis 30 og 10 millioner kroner.

Derudover er Klimatorium kommet på finansloven med tre millioner kroner om året til driften i fire år.