Nyt rensesanlæg kan bekæmpe de medicinrester, vi skyller ud i toilettet

I Herning har man udviklet et anlæg, der kan fjerne medicinresterne fra vores spildevand på en miljøvenlig måde.

Aviaja Hansen fra Krüger viser, hvordan medicinresterne samles på små bærere. (Foto: Troels Esmarch)

Hvis du er på medicin og skyller ud i toilettet, ender noget af medicinen i spildevandet, og det er svært at fjerne.

Men i dag bliver et nyt anlæg indviet til formålet. På renseanlægget i Herning kan man nu lave en biologisk rensning af medicinresterne.

Anlægget er det første i verden af sin slags, og det fungerer på den måde, at særlige bakterier æder medicinresterne, inden spildevandet løber ud i vandmiljøet.

Det kan man ikke med de hidtil brugte rensemetoder, fortæller Jan Ravn, der er afdelingsleder hos Herning Vand.

- Et traditionelt renseanlæg kan fjerne nogle medicinrester, men vi ved også, de ikke fjerner de mest tungt nedbrydelige rester, som vi kan gøre det nu.

Ifølge Jan Ravn er det afgørende, at vi får bugt med medicinresterne, da det kan være problematisk, hvis det havner i naturen.

- Hvis det påvirker faunaen ude i vandløb, søer og fjorde, kan det på sigt have en negativ effekt på hele økosystemet, siger han.

Bakterier omsætter medicinresterne

Den nye rensemetode i Herning foregår på den måde, at der bliver lagt små plastikskaller, der bliver kaldt bærere, i tanke med renset spildevand, som der naturligt vokser bakterier på.

Ved at variere forholdene i tankene, så det er forskellige bakterier, der er aktive i forskellige tidsrum, kan de få de mere tungt nedbrydelige medicinrester fjernet. Det forklarer Aviaja Hansen, der er procesingeniør ved Krüger.

- Vi udnytter bakteriers naturlige vækst til at få omsat medicinrester, så det bliver forbrændt. Der er intet kunstigt i det, og det er det, der gør den her proces rigtig god, for der bliver brugt meget lidt energi, siger hun.

Metoden er mere miljøvenlig, end dem der tidligere har været i brug. Det fortæller projektleder Caroline Kragelund Rickers fra Teknologisk Institut.

- Det helt nye er, at det er et rent biologisk anlæg. I modsætning til de mere konventionelle metoder, hvor man bruger ozon og aktivt kul, er det rent biologisk, hvor vi kan træne bakterier til at omsætte lægemidler.

Her forklarer Aviaja Hansen, hvordan renseanlægget fungerer:

Sygehusene renser også - men ikke nok

Lovgivningen siger, at sygehusene skal rense deres spildevand for medicinrester på grund af de mange indlagte patienter, som benytter sig af medicin.

Men langt over 90 procent af medicinresterne, som vi skyller ud i toilettet, kommer i dag fra almindelige husholdninger, fortæller Caroline Kragelund Rickers fra Teknologisk Institut.

- Hospitalerne har færre sengepladser og flere ambulante behandlinger, så det medicinindtag, der er ved hospitalerne, mindskes, siger hun.

Derfor giver det mening at forsøge at fjerne medicinresterne fra landets renseanlæg i stedet for, mener hun.

- Hvis man renser centralt, kan man behandle 100 gange mere vand, og behandlingsprisen er meget lavere, fordi resten af infrastrukturen allerede er etableret. Vi kan fjerne flere 100 kilo medicinrester modsat blot gram, hvis vi renser det på hospitalet, forklarer Caroline Kragelund Rickers.

Eftersom det nye renseanlæg kan fjerne medicinresterne så effektivt, ser hun store perspektiver i projektet.

- Vi får mulighed for, at Danmark igen kan være førende inden for eksport af miljøteknologi, for der er stor fokus på at fjerne lægemidler rundt om i Europa, og det her er den første biologiske teknologi, som på den måde vil stå ud, siger hun og uddyber:

- Teknologien kan potentielt udvikles til også at fjerne pesticider fra vores drikkevand eller andre uønskede stoffer.

Renseanlægget i Herning har fået 3,5 millioner kroner i støtte fra Miljøstyrelsens udviklingsprogram MUDP.

Facebook
Twitter