Økologisk råd: Venstres landbrugslempelser bliver en miljøkatastrofe

Væk med randzonerne og skru bare op for gødningen. Sådan lyder et par af de 16 lempelser.

Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance vil give landmændene lov til at gøre mere. (© COLOURBOX)

Økologisk Råd er alarmeret.

Venstres mindretalsregering har stort set sikret sig flertal til lempelser i landbruget.

- Det her bliver en katastrofe for miljøet, siger Leif Bach Jørgensen som er landbrugsfaglig medarbejder i Det Økologiske Råd.

Aftalen er på plads

Og regeringen får ikke problemer med at nå til enighed med støttepartierne Dansk Folkeparti og De Konservative, når det gælder landbrug.

Allerede i november præsenterede de tre partier en fælles landbrugs- og fødevare-plan med 16 punkter.

- Jeg forventer, at vi kan gennemføre mest mulig af den, siger Torsten Schack Pedersen, Venstre-medlem af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Katestrofekurs

Leif Bach Jørgensen fra Økologisk Råd frygter, at landmændene får lov til at gøde mere, få flere husdyr på gårdene uden at skulle købe mere jord, og at randzonerne bliver fjernet.

- Både vores fjorde, vores farvande og badevand kommer til at lide under det, siger han.

Næsten sikkert flertal

Hvis Liberal Alliance er med på planen, er flertallet sikret.

- Der er rigtig mange positive takter i den 16-punkts-plan, så vi går ind i forhandlinger med stor optimisme, siger partiets landbrugsordfører, Mette Bock.

Hun ønsker dog at lempe gødningsreglerne endnu hurtigere end V-K-O lægger op til.

- Jeg tænker det er det rene Galimathias, siger Leif Bach Jørgensen fra Det Økologiske Råd.

Miljøpolitik afslører stor forskel på partier

En ting er Venstre og Liberal Alliance dog helt enige med Det Økologiske Råd om. Landbruget kommer til at mærke, at der er kommet en ny regering:

- I høj grad. Miljøet er nok det område, som mest skiller rød blok fra blå blok, siger Leif Bach Jørgensen.

I går var miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, i øvrigt til møde med EU's miljøkommissær for at ændre målsætningen for udledning af ammoniak.

Det ønske afviste EU's miljøkommissær, Karmenu Vella dog blankt. De mål, Danmark har meldt ind under den tidligere regering, er bindende.