Oliver forfølger drømmen i Vestjylland: Unge fra hele landet søger mod talentakademi

Unge på Dansk Talentakademi, der kommer langvejsfra, er næsten tidoblet de seneste to år.

17-årige Oliver Skøtt er flyttet alene fra Nordsjælland til Holstebro i Vestjylland. (Foto: © (privatfoto))

Manuskriptskrivning, skuespilteknik, kostumemageri og andre kunstneriske fag er nogle af de ting, der trækker unge fra hele landet til Holstebro.

På Dansk Talentakademi er antallet af elever steget til 130 næste skoleår.

For to år siden var det kun mellem fem og ti af eleverne, der ikke var fra nærområdet, men denne gang har 60 unge valgt af rykke teltpælene op fra de vante rammer andre steder i landet og flytte til Vestjylland.

En af dem er 17-årige Oliver Skøtt, der er fra Slangerup i Nordsjælland og går på skolens teater- og musicallinje. Det var hans efterskolelærer, der gjorde ham opmærksom på stedet.

- Jeg syntes, det lød spændende, for jeg savnede noget mere undervisning, siger Oliver Skøtt og uddyber:

- Jeg har lavet produktioner og forestillinger på Sjælland, men jeg har ikke fået så meget undervisning, som de tilbyder her. Jeg kan få mere teknisk kunnen inden for teater, sang og dans.

Han bor på Dansk Talentakademis campus, der blev indviet sidste år. Han bor derfor side om side med elever, der hver især har talenter inden for forskellige kunstneriske grene.

- Dagligdagen er utrolig hyggelig. Vi er fem linjer, der bor her på campus, og det giver et godt fællesskab. Det er vidt forskellige mennesker, der bor her, siger Oliver Skøtt.

17-årige Oliver Skøtts drøm er at starte på Musicalakademiet i Fredericia, og han håber, den undervisning, han får på skolen, kan være et springbræt.

Netop den store forskellighed på stedet er en del af forklaringen på, at talentakademiet er blevet en magnet for unge, der gerne vil blive bedre til eksempelvis musical, design og forfatterskab.

Det mener 23-årige Marlene Eriksen fra Grindsted, der også går på skolens teater- og musicallinje.

- Det bliver for låst, hvis man hele tiden kun tænker i sine egne baner. Det er vigtigt at forstå, hvor mange elementer der egentlig skal til for at lave noget kunstnerisk, og det lærer man her.

Tværfaglig undervisning er nøglen

Søren Taaning, der er leder af Dansk Talentakademi, mener også, at det trækker unge til, når der bliver arbejdet på tværs af forskellige kunstneriske fag.

- Der er et fantastisk miljø i Holstebro. Det er byens DNA, at vi kan arbejde sammen på tværs. Og det kan vi også her i huset, siger han og uddyber:

- Det er et af de måske eneste steder i landet, hvor man kan prøve sig selv af i flere fagligheder. Det ligner den virkelighed, man skal ud til.

Han mener også, talentakademiets campus har været et trækplaster for de unge mennesker.

Skolen har nemlig været nødt til at leje lejligheder rundt omkring i Holstebro for at give alle eleverne husly, og det overrasker Søren Taaning, at det er gået så stærkt.

- Det viser, at de unge søger derhen, hvor det rigtige tilbud er, selvom det er langt væk. De kommer fra alle egne af landet.

De 130 elever, der møder op til næste skoleår, fordeler sig på linjerne teater og musical, dans, musik, billedkunst, design og forfatterskab.

Mange tager en ungdomsuddannelse eller passer et arbejde ved siden af undervisningen på akademiet.