Omstridt lov bliver lavet om igen: Så kan Lavdim få lov at blive i Danmark efter to års arbejde

Oppositionen kalder regeringens udlændingepolitik blød.

Der er lys forude for Lavdim Kryeziu fra Kosovo.

Han har udsigt til alligevel at få forlænget sin opholdstilladelse i Danmark, fordi han har haft fast arbejde hos virksomheden Skagen Beton i godt tre år.

Og det er en lettelse for ham.

- Jeg er en heldig mand, fordi jeg arbejder her. Jeg er glad for mine kollegaer og alt her, siger Lavdim Kryeziu.

Lovgivningen, som vil gøre det muligt for ham at blive i Danmark - den såkaldte toårs-regel - har været

omdiskuteret
de seneste år.

Først kunne flygtninge godt få opholdstilladelse, hvis de havde haft fast arbejde i to år.

Men i 2018 fik tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) loven sløjfet.

Den borgerlige regering så nemlig loven som en kattelem for udlændinge, der har fået inddraget deres opholdstilladelse. Lovændringen kom i kølvandet på massiv omtale af den somaliske slagteriarbejder Mohamed Ibrahim med fast arbejde på Tican i Thisted.

Nu vil den socialdemokratiske regering rulle loven tilbage igen. Folketinget er netop gået i gang med at behandle et

lovforslag
om at genindføre toårs-reglen.

  • Lavdim Kryeziu er glad ved udsigten til at kunne få forlænget sin opholdstilladelse.
  • Lavdim Kryeziu og hans kone har været i Danmark siden 2011. De har to børn, som er vokset op her. (Foto: (C) DR Nyheder)
1 / 2

Efter planen skal den træde i kraft igen den 1. juli, og det vil få altafgørende betydning for Lavdim Kryeziu og hans familie.

Det har bekymret ham meget, at de

potentielt
skal forlade Danmark, for hans kone og børn på seks og to år føler, at Danmark er blevet deres hjem.

- Jeg er integreret i Danmark, og jeg har gået i sprogskole. Jeg er glad, og det er mine børn også. De snakker dansk, og min dreng skal starte i skole til sommer, siger han.

Lavdim Kryeziu fik

afslag
på en forlængelse af sin opholdstilladelse i 2019, men han klagede over afgørelsen. Indtil klagen er behandlet, må familien blive i Danmark.

Regeringen bløder for meget op

Toårs-reglen er bare én af en række lempelser, som regeringen har indført på udlændingeområdet, mener oppositionen. En af de mest

omtalte
er børnefamilierne på
Udrejsecenter
Sjælsmark, som har fået lov til at spise på deres værelser, og som skal flytte til et nyt center, der ikke er indhegnet.

Ifølge Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Pia Kjærsgaard, er både genindførslen af toårs-reglen og de andre lempelser 'helt forfejlet' og ude af trit med det, regeringen har sagt, at de vil med udlændingepolitiken.

- De bliver ved med at påstå, at de fører en stram udlændingepolitik, men de

lemper
og
lemper
, siger Pia Kjærsgaard.

Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede, er enig, og han mener, at regeringen med toårs-reglen og de andre lempelser er i gang med en kursændring.

- Det er et brud med paradigmeskiftet, og det er en af de største lempelser regeringen har gennemført. Det vil i den grad

underminere
hele den linje, man har stået for, siger han.

Afdelingsleder Niels Westergaard fra Skagen Beton er glad for, at toårs-reglen nu bliver behandlet i Folketinget. "Som virksomhed vil vi jo gerne beholde Lavdim, fordi han falder godt ind og er en dygtig medarbejder", siger han. (Foto: (C) DR Nyheder)

Andreas Steenberg, udlændingeordfører for Radikale Venstre, er enig med oppositionen i, at der er sket et sporskifte i regeringens udlændingepolitik. Han ser dog positivt på det.

- Ja, der er sat en ny retning. Først og fremmest har vi fået stoppet de evige stramninger fra Inger Støjbergs side, siger han.

Minister afviser kritik

I perioden 2011-2018 blev der givet 31

opholdstilladelser
efter toårs-reglen.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) understreger, at genindførslen af reglen sker for at imødekomme et ønske fra erhvervslivet.

- Den giver virksomhederne en tryghed. Hvis de vil ansætte en udlænding, kan de være sikre på, at så længe han er ansat - hvis han har været i beskæftigelse i to år - bliver han ikke smidt ud.

Ordningen vil formentlig - ligesom tidligere - ikke blive brugt ret meget, siger ministeren.

- Men der er enkelte virksomheder, der kommer i klemme, og dem ser jeg god grund til at hjælpe, siger Mattias Tesfaye.

Han

afviser
beskyldningen om, at regeringen
lemper
for meget.

- Vi fastholder en stram udlændingepolitik. Flygtninge skal rejse hjem, når de ikke længere har behov for beskyttelse, siger han.

Medmindre de vil bruge den ordning, du åbner op for nu?

- Der har altid været mulighed for at blive her, hvis man er i beskæftigelse under nogle bestemte betingelser, siger Mattias Tesfaye.

Video: Se sagen kort

Facebook
Twitter