Over 1000 sendt i isolation: Viborg bryder corona-anbefaling for at holde ældreplejen i gang

Borgmester vil have ændret retningslinjer for corona-isolation for at holde samfundet i gang.

Grafik: Morten Fogde

Lige nu har Viborg hovedrollen i den nye coronavariant omikrons fremmarch i Danmark.

Ud af de 261 tilfælde af virus-varianten, som Statens Serum Institut mandag havde konstateret, er de 92 fundet i Viborg Kommune. Det svarer til 35 procent af alle tilfælde.

For den nye variant gælder det, at man skal gå i isolation som nær kontakt til en smittet og som nær kontakt til en nær kontakt til en smittet. Det vil sige kontakt i 2. og 3. led.

Styrelsen for Patientsikkerhed anslår, at omkring 1.000 borgere indtil nu er blevet opfordret til at gå i isolation og lade sig teste.

Men det giver så store udfordringer, at Viborg Kommune i går valgte at se bort fra myndighedernes anbefalinger og bad 34 medarbejdere, der egentligt skulle gå i isolation, om alligevel at møde ind på arbejde.

- Vi kan simpelthen ikke få samfundet til at løbe rundt, hvis 3. led også skal isoleres, siger borgmester Ulrik Wilbek (V).

Han understreger, at kommunen slavisk har fulgt myndighedernes retningslinjer i to år, men at situationen med omikron har ændret billedet.

- Det her er jo kritiske funktioner. Vi skal jo sørge for, at der er plejepersonale til de udsatte.

Selvtest og værnemidler

To af de 34 medarbejdere, der er bedt om at møde ind, arbejder på pleje- og omsorgscentret Toftegården i Møldrup nord for Viborg. Her bliver der taget særlige forholdsregler for at sikre, at Omikron-varianten ikke fører til smitte blandt beboerne.

- Når de to medarbejdere møder ind, kommer de til et særligt rum, hvor vi har rent arbejdstøj og værnemidler klar. De får mundbind, visir, handsker og en kittel med lange ærmer, fortæller centerleder Anni Søby Rasmussen

Mathilde Nielsen (tv) er iført fuldt plasticgear, fordi hun er nærkontakt i tredje led. Hun blev testet, da hun mødte ind. Anni Søby Rasmussen centerleder på Toftegården i Møldrup. (Foto: Natacha Tjørnholm - DR)

Medarbejderne tager også en selvtest, når de møder ind, som i løbet af en halv time giver besked om, hvorvidt de er smittede.

Og det er vigtigt, siger virolog Allan Randrup Thomsen.

- Man skal sørge for, at personalet bliver testet med en hurtigtest, lige før de møder op på arbejde. Uden for arbejdstid skal de stadig holde sig isolerede fra andre.

12 ud af 16 ansatte i isolation

To børneinstitutioner og 10 dagplejere i Viborg Kommune er også lukket ned, ligesom tre af kommunens gymnasieskoler har sendt elever hjem.

Styrelsen for Patientsikkerhed har sporet Omikron-smitten i Viborg Kommune til en julefrokost i Hersom forsamlingshus nordøst for Viborg den 27. november. 69 af 150 deltagere er konstateret smittet.

Efterfølgende har smitten spredt sig til ungdomsuddannelserne og en Martin Jensen-koncert i Aalborg.

Nogle af de berørte unge arbejder hos købmand Klaus Hansen Kristensen i Bjerregrav nord for Viborg. Han har måtte undvære hele 12 af 16 ansatte siden torsdag i sidste uge. Godt nok har kun 2-3 af de unge haft smitten. Resten har været nær kontakt til nær kontakt – og har altså skulle gå i isolation.

- De unge mennesker mødes jo og går i klasse sammen, kører i bus sammen – og når de kommer i karantæne i 3. led, er det ret mange mennesker, der ryger ud.

Ved hjælp af tidligere ansatte er det lykkedes at holde butikken åbent, men købmand Klaus Hansen Kristensen lægger ikke skjul på, at det har været en hård uge.

- Vi har det lidt ligesom, vi nærmest har tømmermænd efter en hård uge.

Borgmester: Anbefalinger bør ændres

Sundhedsmyndighederne har udvidet smitteopsporingen til også at omfatte nære kontakter til nære kontakter for at forsinke spredningen af omikron.

Men over den seneste uge er der sket så kraftig en stigning i antallet af smittede med varianten, at de stramme retningslinjer ikke giver mening længere.

Det mener borgmesteren i Viborg.

- Lige nu er det Viborg, men i næste uge kan hele Danmark stå i samme situation, som vi står i lige nu. Derfor tror jeg, at det er vigtigt at få kigget på det her. Jeg skal ikke være sundhedsklog, men konsekvensen, hvis man skal isolere i 3. led, er, at vi lukker samfundet, siger Ulrik Wilbek.

I et skriftligt svar til DR skriver vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, at Sundhedsstyrelsen sammen med de øvrige myndigheder er ved at vurdere, hvornår vi skal overgå til en mindre intensiv smitteopsporing.

Artikel rettet 7. december klokken 21.35: I en tidligere udgave af artiklen citerede vi Viborg Stifts Folkeblad for, at 3.300 borgere var nære kontakter i 2. og 3. led. Styrelsen for Patientsikkerhed gør opmærksom på, at det er et estimat fra i går på landets samlede antal Omikron-smittede. I forhold til smitten i relation til udbruddet ved en julefrokost uden for Viborg er nærmere cirka 1.000 nære kontakter i 2. og 3. led.

FacebookTwitter