Over 1000 underskrifter skal stoppe forhadt p-regel: Man kan jo ikke nå at komme til frisøren

Massiv opbakning til borgerforslag får politikere til at se på korte parkeringstider.

Både kunder og erhvervsdrivende er godt trætte af, at de kun må parkere i 30 minutter adgangen i Skjerns handelsgader. Foto: Skjern Handelsforening. Grafisk bearbejdning: Signe Heiredal

Allerede efter 30 minutter sidder der parkeringsbøder i bilernes forruder på parkeringspladserne ved handelsgaderne Østergade og Bredgade i Skjern.

Det har både kunderne og de erhvervsdrivende længe været godt trætte af.

- Man kan ikke nå at komme ind og få lappet en cykel, man kan ikke komme til frisøren eller nå ind og spise en lækker frokost, forklarer bychef i Skjern, Mette Christensen.

Og nu skal det være anderledes, for folk i Skjern gør nu brug af en helt ny mulighed for at stille borgerforslag til politikerne.

I sidste uge besluttede politikerne i Ringkøbing-Skjern, at man fremover med 1148 underskrifter kan få en sag op i byrådet eller et udvalg.

- Vi var slet ikke i tvivl om, at vi skulle i gang med en underskriftsindsamling, siger Mette Christensen.

De 1148 underskrifter er for længst samlet ind, og parkeringstiden i Østergade og Bredgade bliver nu placeret på politikernes bord. I første omgang hos teknisk udvalg.

- Vi har jo indført den her regel, for at folk skal komme til orde, og det er så det, der er sket i den her sag, siger udvalgsformand John G. Christensen (S).

Noget tyder på, at det gør en forskel, for der er udsigt til, at folk i Skjern kan slippe for de korte tidsfrister på parkeringspladserne.

- Jeg tror på, at den er forholdsvis nem at håndtere og løse til de flestes tilfredshed - også i Skjern, siger John G. Christensen (S).

Det var først sidste år, der blev indført p-vagter i Skjern, men før var der faktisk ikke problemer med, at for mange langtidsparkerede, ligesom det heller ikke var svært at finde en parkeringsplads, forklarer bychef Mette Christensen.

Bychef i Skjern, Mette Christensen har modtaget mange klager over, at man får parkeringsbøder, hvis man holder længere end 30 minutter i Skjerns handelsgader. (Foto: PRIVATFOTO)

Hun forventer derfor heller ikke problemer, hvis parkeringstiden bliver forlænget til tre timer. Hun ser kun fordele - især for kunderne.

- Det gør, at man som kunde i Skjern ikke skal stresse over, om man kun kan parkere her i en halv time, siger hun.

- Man kan sige, at det er en lille ting i en stor kommune at hæve parkeringstiden fra 30 minutter til tre timer, men det er faktisk en rigtig stor ting for os i Skjern.

Bychefen er glad for den nye mulighed for at stille borgerforslag til politikerne ved at samle underskrifter.

- At det nu er muligt viser, at kommunen er meget lydhør, og det er da noget, vi helt sikkert vil benytte os af, hvis der opstår noget igen.

Facebook
Twitter