Oversvømmelser i Holstebro: Vandet fosser ind på Buddy Holly

Vandet fosser ind på diskotek i Holstebro, og der er risiko for skader på Musikteatret.

Oversvømmelsen af Storåen i Holstebro har brudt en nødudgang til diskoteket Buddy Holly op, og vandmasserne fosser ind i bygningen. Der er fare for, at det kan sprede sig til Musikteatret, som ligger i nærheden.

- Meldingerne bliver mere optimistiske nu, efter at vi har været ret pressede i løbet af natten. Der er store værdier på spil i Musikteatrets orkestergrav. Jeg tror, at vi får vendt udviklingen, lyder meldingen fra politiets indsatsleder på stedet, Henrik Høgh-Poulsen.

I går løb Storåen over sine bredder, og hele natten har beredskabet pumpet vand væk fra åen, der løber igennem Holstebro midtby.

- Man troede, at det værste var overstået, men midt i Holstebro fosser vandmasserne ind på diskoteket Buddy Holly, og der er risiko for, at det løber videre ind i Hotel Royal og Musikteatret, lyder det fra Helge Røjle, reporter på DR Midt & Vest, der er på stedet.

Der er 50 mennesker i arbejde på stedet mandag morgen, og politiet afventer tilgående styrker. Der kommer ekstra pumper helt fra Haderslev.

Se beredskabsfolkenes kamp mod vandmasserne i videoen foroven.