På to timer kan Christian være klar til 100 corona-mistænkte danskere

Hvis coronavirusset kommer til Danmark, skal folk, der er udsat for smitte, i karantæne.

Sektionschef i Beredskabsstyrelsen Midtjylland Christian Rosgaard garanterer, at han og sine folk på to timer kan være klar til at tage imod 100 corona-smittede danskere. (Foto: Kim Nybom - DR Midt & Vest)

Lige nu står der bare en enkelt, tom seng på værelse 7.

Sengetøjet er knitrende rent, og et håndklæde ligger parat.

Men på meget kort tid kan sengen komme i brug. Og seks andre senge kan med lynets hast skyde op hen over skrivebordet og ud fra garderobeskabene her i det lille lokale i kursusafdelingen hos Beredskabsstyrelsen Midtjylland.

- Hvis der bliver trykket på knappen, kan vi på to timer være klar til at modtage cirka 100 personer, fortæller sektionschef i Beredskabsstyrelsen Midtjylland Christian Rosgaard.

Beredskabsstyrelsen Midtjylland er ét af de steder, som er udpeget til karantæneområde for danskere, der risikerer at være smittet med coronavirus.

Afdelingen ligger i den fjerne ende af Beredskabsstyrelsen Midtjyllands område og grænser op til et grønt øvelsesterræn. Det er helt med vilje.

- Det, der er rigtig smart, er, at det ligger i den ene ende af Beredskabsstyrelsen Midtjylland, så de karantænesatte ikke kommer i kontakt med alle mulige andre. Det er rigtig godt at have dem hernede, fortæller Christian Rosgaard.

  • Sengen her på værelse 7 er klar til at blive indtaget af en dansker, der skal i karantæne efter at være udsat for smitte af coronavirus. (Foto: Kim Nybom - DR Midt & Vest)
  • Værelset er indrettet, så borde og skabe hurtigt kan forvandles til senge, og der dermed bliver plads til syv mennesker i hvert rum. (Foto: Kim Nybom - DR Midt & Vest)
  • Der bliver sat klassiske festivalhegn op rundt omkring karantæneområdet. - Ligeså meget for at undgå, at folk ikke uforvarende kommer til at bevæge sig ind på området, forklarer Christian Rosgaard. (Foto: Kim Nybom - DR Midt & Vest)
  • Der bliver også oprettet slusefaciliteter, som man skal igennem, før man kan komme ind og ud af karantænebygningen. (Foto: Kim Nybom - DR Midt & Vest)
1 / 4

I alt er der syv værelser i kursusafdelingen, hvor der også er opholdsrum, køkken og badeværelser.

- I bund og grund vil vi fungere som en art vicevært og sørge for, at alle de praktiske foranstaltninger er på plads, fortæller sektionschefen.

Er det ikke nok, kan endnu en kursusafdeling tages i brug. I alt kan der på kort tid være plads til over 500 danskere, der måske er smittet med Corona-virus.

  • Hvis der skal bo op til 100 mennesker i afdelingen her, bliver opholdsrummet for småt. I så fald stiller Beredskabsstyrelsen Midtjylland opvarmede telte op udenfor, hvor de karantænesatte mennesker også kan være, mens de fordriver tiden. (Foto: Kim Nybom - DR Midt & Vest)
  • Syv værelser grænser op til et fælles opholdsrum, hvor der er køkken og spisepladser. Til daglig er det kursusafdeling for Beredskabscenter Midtjylland, men på kort tid kan det være omdannet til karantæneområde. (Foto: Kim Nybom - DR Midt & Vest)
1 / 2

Hver region har måttet skaffe plads til hver 100 mennesker, der kan holdes i isolation. På Sjælland er det på Antvorskov Kaserne i Slagelse og Høvelte Kaserne i Birkerød.

Også flyvestationen i Skrydstrup er en del af beredskabsplanen.

Vordingborg Kaserne og Flådestation Korsør er også i spil som karantænelokation, oplyser formand for Regionsrådet i Region Sjælland Heino Knudsen (S).

I Nordjylland er det Aalborg Kaserner og Flådestation Frederikshavn.