Pårørende til kronisk syg på kursus: 'Vi griner og græder sammen'

Halvdelen af landets kommuner tilbyder gratis kursus i at håndtere hverdagen som pårørende til langvarigt syge.

Alle pårørende kan bruge sådan et kursus, siger Jette Lindeberg, der i foråret 2019 deltog i et kursus for pårørende til langvarigt syge. Hun og de andre deltagere vil forsætte med at mødes, selv om kurset nu er slut.

I 2015 blev Jette Lindebergs mand ramt af en kraftig hjerneblødning. Og fra dag ét tog tilværelsen for Skjern-ægteparret en markant drejning.

Forholdsvis hurtigt viste det sig, at hjerneblødningen var så invaliderende, at Jettes mand behøvede en fast plads på et plejehjem.

Alene tilbage stod den dengang 56-årige Jette Lindeberg med følelsen af tomhed og afmagt i livet.

- Det var simpelthen så svært, fordi du ikke havde nogen at snakke med, om hvordan du selv har det, fortæller hun.

En masse spørgsmål meldte sig på banen. Gør jeg det rigtige? Hvad kan jeg gøre for min mand? Hvad kan jeg gøre for at gøre vores tilværelse nemmere?

- Det er svært at have overskuddet, når man ikke har prøvet det før, og omverdenen ikke forstår det rigtigt, siger Jette Lindeberg.

Jens Lindeberg blev i 2015 pludselig ramt af en kraftig hjerneblødning og bor i dag på plejehjem. Jette Lindeberg har på et kursus lært at håndtere situationen som pårørende til en kronisk syg mand. (Foto: (privat))

Der skulle gå helt frem til foråret 2019, før Jette Lindeberg reelt opdagede noget, der kunne bringe lidt lys ind i tilværelsen med en stærkt handicappet ægtefælle. Nemlig et kursus for pårørende.

- På Facebook så jeg, at sundhedscentret i Tarm havde lagt et opslag ud om, at det skulle starte. Så ringede jeg og meldte mig til. Det er simpelthen det bedste tilbud, jeg har fået længe, fortæller hun.

Kursus var en gave

Det var kurset 'Lær at tackle hverdagen som pårørende', som Jette Lindeberg deltog i.

Halvdelen af landets kommuner har fået støtte fra satspuljemidler til ældreområdet, så de kan tilbyde et gratis kursus for pårørende til familiemedlemmer, der er ramt af langvarig sygdom som eksempelvis kræft, blodprop eller demens.

På kurset lærer deltagerne at håndtere træthed, søvn og stress - og at bruge sit netværk og håndtere vanskelige følelser som for eksempel frustration og afmagt. Der bliver også lagt en langsigtet plan for, hvad deltagerne vil med livet fremover, når de nu er pårørende til en kronisk syg.

For Jette Lindeberg var kurset nærmest en gave. Ikke mindst mødet med andre pårørende i samme situation.

- Det har virkelig været fantastisk. Man får et sammenhold i sådan en gruppe. Vi græder og griner sammen, siger hun.

Mange pårørende bliver selv syge

Foreningen Pårørende i Danmark lavede i 2015 en undersøgelse blandt 1.150 pårørende. Den viser, at næsten hver femte selv rammes af en kronisk sygdom. Samtidigt svarer næsten halvdelen, at de føler sig nedtrykte eller deprimerede. 38 procent har svært ved at sove, og 36 procent udvikler stress som en direkte følge af livet som pårørende.

Kurset 'Lær at tackle hverdagen som pårørende' skal gøre de pårørende i stand til at passe bedre på sig selv.

I Ringkøbing-Skjern Kommune har 14 personer indtil nu været på kursus.

Koordinator Hanne Larsen fortæller, at de alle har været meget glade for at gå på holdet.

- De har haft meget ud af at møde hinanden, snakke med hinanden og udveksle erfaringer, siger hun.

Jette Lindeberg fra Skjern opfordrer andre pårørende til syge familiemedlemmer til at benytte sig af tilbuddet.

- Jeg ville ønske, at jeg havde været på kurset noget før. Så havde mit liv været meget nemmere, siger hun.

Facebook
Twitter