Pædagog skifter børn ud med grise: Her kan jeg bruge mit nursing-gen

Svineproducenter hungrer efter arbejdskraft og vil have ledige omskolet til landbrugserhvervet.

Lene Kjærgaard er uddannet pædagog men har forgæves søgt efter pædagogjob. Nu omskoles hun til job i landbruget. (Foto: Mads Kruse Juhl - DR)

Lene Kjærgaard er uddannet pædagog og for nylig flyttet til Skjern fra Søborg. Hun har søgt mange job som pædagog uden held. Nu skal en ny 20-ugers uddannelse til agroassistent i stedet sikre hende job i landbruget.

- Jeg har et nursing-gen. Jeg nusser om grisene, og det har landmændene brug for, siger Lene Kjærgaard.

Alene i Vestjylland mangler mindst 200 svineproducenter her og nu medarbejdere.

En af dem er Sven Agergaard fra Herning, der producerer 37.000 smågrise om året. Han har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft, der opfylder to krav: Kan tale dansk og er moden.

- De personer, der tager uddannelsen til agroassistent, har været på arbejdsmarkedet før. De er motiverede og møder til tiden hver morgen, siger Sven Agergaard.

800 ledige stillinger i landbruget

Agroskolen i Hammerum og Selandia i Slagelse starter nu en ny 20-ugers uddannelse til agroassistent med speciale i svineproduktion.

Inspirationen kommer fra Tørring Uddannelsescenter og Bygholm Landbrugsskole, der udklækkede det første hold agroassistenter i april i år.

Ud af 18 elever kom 16 i job efter endt kursus, oplyser projektleder Irene Simonsen fra Tørring Uddannelsescenter. Hun skønner, at 800 stillinger i landbruget kan besættes af de nye agroassistenter

Det 20 uger lange kursusforløb på Agroskolen i Hammerum går i gang d. 23. oktober. 22 ledige har allerede tilmeldt sig.

Facebook
Twitter